Kendte9. marts 2022

Grim skilsmisse endelig overstået: Kelly Clarkson får børnene

Skilsmissen har taget knap to år
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega410024_081.jpg
 Foto: MEGA

Det har været længe undervejs, men nu er det endelig lykkedes dem.

Kelly Clarkson og hendes eksmand, Brandon Blackstock, har formået at nå til enighed om deres skilsmisse.

Det skriver TMZ, som har fået indsigt i retsdokumenterne i sagen.

Den 39-årige sangerinde og den 45-årige Blackstock blev gift i oktober 2013 og gik fra hinanden i juni 2020.

Men skilsmissen mellem parret, der har to børn sammen, har bestemt ikke været en pæn affære.

Brandon Blackstock har for eksempel kæmpet en hård kamp for at få del i sangerindens penge, selvom hun havde sikret sin formue med en ægtepagt, inden de blev gift.

Derudover har det tidligere par kæmpet ivrigt om rettigheden til diverse ejendomme samt forældremyndigheden over deres børn.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/mega583633_094_2.jpg

Kelly Clarksons eksmand arbejdede tidligere som hendes manager. Foto: MEGA

Sidste år kom det frem, at ægtepagten mellem dem var gyldig, og at Kelly Clarkson dermed slipper med at betale et betydeligt mindre beløb til sin eksmand, end han havde krævet.

Og nu er de sidste detaljer altså også blevet afgjort.

Eks-parret er nemlig nu kommet frem til, at Kelly Clarkson får den primære forældremyndighed over deres syvårige datter, River, og deres femårige søn, Remington.

Brandon Blackstock har dog fået dommerens ord på, at han må have børnene i en enkelt weekend om måneden.

CLARKSON SKAL BETALE ÆGTEFÆLLEBIDRAG

Derudover har sangerinden fået lov til at beholde parrets tidligere gård i Montana, hvor Brandon Blackstock bor i øjeblikket.

Han har dog fået lov til blive boende på gården indtil 1. juni, men skal fremover betale 12.500 dollars i husleje, hvilket svarer til knap 84.000 kroner.

Sidst, men ikke mindst, skal nævnes, at Kelly Clarkson ikke helt slipper for at smide penge efter sin eksmand.

Dommeren i sagen har nemlig bestemt, at hun skal betale ham et ægtefællebidrag på 115.000 dollars (772.000 kroner) hver eneste måned.

Ægtefællebidraget udløber dog i januar 2024, og så er Kelly Clarkson omsider en helt fri kvinde.

Sponsoreret indhold