Kendte1. juni 2022

"Glee"-stjerne fyret efter upassende beskeder

Skuespilleren Matthew Morrison er blevet droppet som dommer i tv-program efter upassende adfærd
Matthew Morrison er bedst kendt fra tv-serien "Glee".
Matthew Morrison er bedst kendt fra tv-serien "Glee".
 Foto: MEGA

Hvis Matthew Morrison havde set frem til at være dommer i det amerikanske tv-program "So You Think You Can Dance", så er det bare ærgerligt...

Han har nemlig modtaget en regulær fyreseddel.

Det skriver People Magazine, som også afslører årsagen til fyringen.

Og den er, at den 43-årige "Glee"-skuespiller har skrevet upassende beskeder til en kvindelig deltager i programmet.

- Hun følte sig utilpas over Matthew Morrisons kommentarer og gik til producerne, fortæller en anonym kilde til det amerikanske medie.

Ifølge kilden kontaktede producerne efterfølgende Fox, der står bag programmet, og herfra gik det ellers stærkt, og Matthew Morrison blev fyret for sin adfærd.

Kilden understreger, at skuespilleren "kun" blev fyret som følge af beskederne, og at han på intet tidspunkt mødtes med den kvindelige deltager privat.

- Det var bare beskederne, der var over grænsen, siger kilden og fortsætter:

- De havde ikke sex, men han forsøgte at række ud til hende via flirtende beskeder på sociale medier, og det gjorde hun utilpas, så hun gik til producerne.

People Magazine har forsøgt at få en kommentar fra Matthew Morrison og Fox, men ingen af parterne er vendt tilbage på mediets henvendelser.

Fyringen af Matthew Morrison kom frem allerede i sidste uge blot en uge efter årets sæsonpremiere, men det er først nu, at årsagen til fyringen kommer frem.

Da skuespilleren blev fyret, bekræftede han dog selv, at han havde overskredet regelsættet på programmet.

- Efter at have filmet de indledende auditions og have valgt 12 finalister, fulgte jeg ikke produktionens protokoller, hvilket har medført, at det ikke er muligt for mig at være en retfærdig dommer i konkurrencen, sagde han uden at uddybe yderligere.

Det er endnu uvist, hvem der overtager dommerrollen efter Matthew Morrisons bratte exit.

De følgende programmer, der vil blive vist i amerikansk tv, er optagede på forhånd, og derfor vil skuespilleren medvirke frem til 15. juni, hvor liveshows'ene begynder.

Sponsoreret indhold