Kendte9. august 2022

Gigantisk nytårskoncert med Rammstein er i fare

145.000 publikummer skal ifølge planen se legendariske Rammstein til en kæmpe nytårskoncert sidst på året – men nu er arrangementet i fare
Rammstein er blandt andet kendt for sit imponerende pyro under optrædener. Her affyrer forsanger Till Lindemann en flammekaster.
Rammstein er blandt andet kendt for sit imponerende pyro under optrædener. Her affyrer forsanger Till Lindemann en flammekaster.
 Foto: Malte Krudewig/AP/Ritzau Scanpix

Vil du skyde nytåret 2023 i gang med rockhits som "Du hast" og "Ich Will"?

Så har du – måske – muligheden. Sammen med 144.999 andre.

Det er i hvert fald planen for ikoniske Rammstein – men det tyske rockband venter nu på godkendelse fra München, hvor det storslåede arrangement skal finde sted.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Byens arbejds- og økonomiministerium er fan af idéen. Det argumenterer blandt andet for, at begivenheden vil være med til at give turismen et skub.

Münchens byråd ventes da også at tillade, at koncerten kan afholdes i den udendørs park Theresienwiese. Dog giver udsigten til en megakoncert med Rammstein panderynker hos både politiet og den regionale administration.

Artiklen fortsætter under billedet …

Forsanger Till Lindemann skal måske stå foran 145.000 mennesker og skyde nytåret ind.
Forsanger Till Lindemann skal måske stå foran 145.000 mennesker og skyde nytåret ind.
 Foto: Malte Krudewig/AP/Ritzau Scanpix

Der mangler blandt andet stadig at blive lavet aftale mellem politi og brandmyndigheder. Der skal også udtænkes og oprettes flugt- og redningsveje, siger talsmand Tobias Kapfelsberger.

Med knap fem måneder til showet er tidsplanen "klart presset", lyder det. Det er derfor endnu uvist, om koncerten rent faktisk kan finde sted.

Det store åbne område Theresienwiese, hvor koncerten efter planen skal finde sted, bruges blandt andet også til Münchens Oktoberfest.

Rammstein blev dannet i 1994 og er kendt i store dele af verden. Det består stadig af de seks oprindelige medlemmer, Till Lindemann, Paul Landers, Christoph Schneider, Christan Lorenz, Richard Kruspe og Oliver Riedel.

Rammstein skrev sit seneste album, "Zeit", under coronanedlukning.

Sponsoreret indhold