"Gift ved første blik"-deltager i vild udfordring

(Foto: Privat)

Vi stødte første gang på ham i 2014, da han lod sig blive ”Gift ved første blik” i DR-successen af samme navn.

Og nu lader det til, at 37-årige Jakob Bay endnu engang kommer til at gøre sig bemærket - dog ikke i jagten på kærlighed.

Denne gang jagter fyren fra København nemlig noget helt andet – og langt mere krævende.

Jakob Bay har nemlig sat sig for at indsamle hele syv millioner kroner til Børnecancerfonden. Og det vil han gøre ved at bestige de syv højeste tinder på hvert af de syv kontinenter; den såkaldte ”Seven Summits”-udfordring.

Artiklen fortsætter under billedet...

Der venter Jakob store og vilde udfordringer med at nå toppen af syv høje bjerge. Foto: Privat

Jakob Bay har allerede nået ét af målene. I august 2018 besteg han således det 5.895 meter høje bjerg i Afrika, Kilimanjaro, der er verdens højeste fritliggende bjerg.

Forude venter så de seks sidste bjerge, hvoraf den mest kendte også er den højeste: nemlig 8.848 meter høje Mount Everest.

Næste skridt bliver dog ikke Mount Everest.

Han regner i stedet med at kaste sig over Europas højeste bjerg, Elbrus, på 5.642 meter til juli eller august, når Rusland åbner grænserne igen. Herefter er planen at drage mod Sydamerika, hvor 6.961 meter høje Aconcagua venter.

De resterende bjerge er der dog ikke sat en dato på, og det er der en forklaring på, fortæller Jakob Bay til SE og HØR:

Artiklen fortsætter under billedet...

Jakob kan allerede krydse et bjerg fra sin liste - i 2018 nåede han nemlig toppen af Kilimanjaro i Afrika. Foto: Privat 

- Jeg har ikke sat nogen tidshorisont, da det er svært at planlægge.

- Der kan jo være bjerge, hvor det ikke lykkedes at komme op i første forsøg. Og så er det meget dyrt, og eftersom alle donationer, jeg indsamler, går ubeskåret til Børnecancerfonden, tager det lidt tid at spare sammen, forklarer den eventyrlystne fyr.

Hvad er Seven Summits?

 

Seven Summits er en udfordring, der omfatter at bestige de syv højeste bjerge på hvert af de syv kontinenter.

 

Den første, som menes at have fuldført alle bestigningerne, er amerikaneren Richard 'Dick' Bass, som afsluttede serien med at nå toppen af Mount Everest den 30. april 1985.

 

De syv bjerge tæller:

 

Afrika: Kilimanjaro (5.895 meter)

Europa: Elbrus (5.642 meter)

Sydamerika: Aconcagua (6.961 meter)

Nordamerika: Denali (6.194 meter)

Antarktis: Vinson (4.892 meter)

Oceanien: Carstensz Pyramid (4.884 meter)

Asien: Mount Everest (8.848 meter)

 

Han hviler dog ikke på laurbærrene, mens donationerne tikker ind. Han er allerede i fuld gang med at træne sig op til de kommende udfordringer:

- Lige nu løbetræner jeg en del og tager på en masse vandreture. Det er svært at træne bjerge i flade Danmark, men det kan jo løses med CopenHill fx. Og så skal jeg ud på en masse træningsture til Alperne, Norge osv., forklarer Jakob Bay.

Det er svært for ham at udpege ét bjerg som den største udfordring:

- Alle bjergene er svære på hver sin måde, hvad enten det er højde, klatreteknisk eller kulde.

Artiklen fortsætter under billedet...

Jakob har sat sig for at bestige syv bjerge og i samme ombæring indsamle en stor sum penge til Børnecancerfonden. Foto: Privat

- Så tager dem som etaper, der gør mig bedre på de forskellige områder. Everest er selvfølgelig ekstremt på alle måder, og det bliver heller ikke mit første bjerg. Denali i Alaska bliver også en kæmpe udfordring, fortæller Jakob Bay.

Allerede nu har fyren indsamlet lidt over 71.000 kroner, som altså vil gå ubeskåret til Børnecancerfonden.

Du kan læse mere om hans eventyr her, hvor du også kan donere penge til det gode formål.

 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close