Kendte6. juni 2020

Går imod anbefalingerne: Mai Manniche rejser på badeferie til Cypern

Smykkedesigner Mai Manniche har gennem stort set hele coronaperioden ment, at regeringens restriktioner var for overdrevne. Nu har hun planlagt badeferie på Cypern
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/maj_m.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Mai Manniche er nok ikke den eneste dansker, der går rundt og drømmer om lidt sol og strand efter flere måneders lockdown.

Dog er det ikke sikkert at helt så mange danskere har planer om at gøre den 36-årige smykkedesigner kunsten efter, og bestille en god gammeldags daseferie til Cypern på trods af rejsevejledningerne fra de danske myndigheder.

Mai Manniche afslørede under et interview i "Aftenshowet" på Danmarks Radio torsdag, at hun skal en tur med flyver til varmere himmelstrøg i juli.

- Jeg vælger at sige, at de anbefaler det, men det er ikke ulovligt, siger Mai Manniche under et interview i DR-programmet.

En tålmodig Mark Stokholm forsøger herefter at forklare hende, at det jo er for alle danskernes sikkerhed, at vi bliver hjemme denne sommer, men den 36-årige Mai er ikke så let at overbevise.

- Corona-udbruddet er jo praktisk talt ovre, og det er jo min egen beslutning. Jeg skal selvfølgelig stadig forholde mig til de restriktioner, der kan være i det pågældende land. Men sandsynligheden for, at jeg kommer hjem med corona fra Cypern, er lig nul, siger hun.

Lige fra starten af landets nedlukning i kølvandet på coronapandemien har Mai sammen med sin mor, læge Vibeke Manniche, gjort sig bemærket på særligt de sociale medier, hvor de har delt ret så kontroversielle holdninger til smitten ude i verden såvel som herhjemme.

Mai Manniche har blandt andet på sin blog kaldt nedlukningen af landet for "ren hysteri og politik", hvilket kostede hende titlen som ambassadør for Psoriasisforeningen.

Selv mener Mai dog ikke, der er noget kontroversielt ved udtalelserne.

"Vi har alene forholdt os til faktuelle oplysninger. Det er der intet kontroversielt i," skriver hun i en mail til SE og HØR

I øjeblikket taler rejsevejledningerne et tydeligt sprog. Udenrigsministeriet fraråder nemlig alle "ikke-nødvendige" rejser - uanset hvor i verden det drejer sig om.

Nægter karantæne

Cypern er ligesom resten af Sydeuropa lige nu orange på det vejledende kort, hvilket landet vil være frem til den 31. august.

Man trodser altså anbefalingerne, hvis man vælger at rejse til eksempelvis Cypern eller andre turistmål i øjeblikket. Men det giver Mai Manniche ikke meget for.

Ligesom hun bestemt afviser at gå i karantæne efter sin hjemtur fra badestrandene, selvom 14 dage hjemme også anbefales af myndighederne, hvis man alligevel vælger at rejse.

- Nej, jeg har ikke tænkt mig at gå i karantæne. Jeg rejser til et land, Cypern, med 1,14 millioner mennesker. Der har været i alt 900 smittede på Cypern, og siden i går er der konstaterede tre eller fire smittede, siger hun, før hun fortsætter:

- Så sandsynligheden for, at jeg kommer hjem med corona, er ikke-eksisterende. Til gengæld kan jeg komme hjem med alt muligt andet; andre influenzaer, lungebetændelse, kønssygdomme, whatever, lyder det fra Mai.

Sponsoreret indhold