Frygter for sin sikkerhed: Joe Rogan hyrer bevæbnede bodyguards

Joe Rogan er bange. Bange for sin egen og sin families sikkerhed.
Derfor har den kontroversielle podcastvært investeret i en række topprofessionelle og bevæbnede bodyguards, der skal passe på ham og familien 24 timer i døgnet.
Det skriver The Sun.
Ifølge det britiske medie har 54-årige Joe Rogan skærpet sikkerheden omkring sig i kølvandet på det famøse Spotify-drama for nylig.
Et drama, der begyndte, da en række kunstnere såsom Neil Young og Joni Mitchell trak deres musik fra tjenesten, fordi de er utilfredse med, at Joe Rogans podcast, The Joe Rogan Experience, ligger tilgængelig på den.
Utilfredsheden skyldes, at Joe Rogan gennem længere tid har spredt misinformation om covid-19.
Her stopper Spotify-skandalen dog bestemt ikke for Joe Rogan.
I begyndelsen af denne måned valgte musiktjenesten nemlig alligevel at fjerne 70 episoder af 'The Joe Rogan Experice'.
Det gjorde de ikke, fordi der var misledende informationer om pandemien, men fordi afsnittene var fyldt med racistisk sprogbrug.
Alt dette har selvfølgelig medført en del kritik af Joe Rogan, som tilsyneladende nu er blevet så ramt, at han frygter for sin, sin kones og deres to børns sikkerhed.
TIP TOP PROFESSIONELLE BODYGUARDS
Ifølge The Sun står de bevæbnede bodyguards til rådighed for Joe Rogan døgnet rundt for at passe på ham, hans familie og deres 14 millioner dollars dyre hjem i Texas.
Mediet har talt med en kilde tæt på familien, som bekræfter historien:
- Nogle dage er der op mod et dusin mennesker, der tropper op på hans (Joe Rogans, red.) ejendom for at tage selfies eller smide ting i hans postkasse, fortæller kilden og fortsætter:
- Det er klart, at han er bange for, at en eller anden skør person dukker op og forsøger på noget.
En anden kilde fortæller The Sun, at de bodyguards, som Joe Rogan har hyret, er fra et firma, der også står for sikkerheden hos kendisser såsom Sandra Bullock og Matthew McConaughey.
- Der er ikke bare tale om pensionerede militærtyper. Der er tale om topprofessionelle bodyguards, som har arbejdet for nogle af de største navne i underholdningsbranchen, lyder det fra kilden.
Joe Rogan har ikke kommenteret sine nye sikkerhedsforanstaltninger.