Kendte26. februar 2024

Frederik Haun og Morten Kjeldgaard kæmper for at få et barn: Nu deler de stor nyhed

Bagedystdeltageren Frederik Haun og danseren Morten Kjeldgaard har det sidste år kæmpet for at udvide familien, men kampen er ikke let. Nu deler de dog en stor nyhed
Morten Kjeldgaard og Frederik Haun kæmper for at blive forældre.
Morten Kjeldgaard og Frederik Haun kæmper for at blive forældre.
 Foto: Peter Grosen

LÆS OGSÅ: Frederik Haun og Morten Kjeldgaard vil være forældre: Et skridt tættere på drømmen

De fik hinanden ved et romantisk og storslået bryllup på Sonnerupgaard Gods i maj sidste år.

Siden har Frederik Haun, 32, og Morten Kjeldgaard, 38, kæmpet for at få et barn – men drømmen om familieforøgelse har ikke været let for ægteparret.

Som det ser ud nu, er det nemlig ikke lovligt for parret at bruge rugemødre herhjemme. Parret kan heller ikke gå i fertilitetsbehandling med for eksempel en veninde – og derfor har de været nødsaget til at søge mod udlandet.

Nu fortæller Frederik Haun og Morten Kjeldgaard, at de har søgt ganske langt væk for at få drømmen til at gå i opfyldelse. Helt konkret har de nu søgt hjælp hos San Diego Fertility Center, der ligger hele 9.000 kilometer fra parrets hjem.

– Vi har været i gang i lidt over et år nu, og ingen af os havde kunnet forudse, hvor vild en rejse det har været og stadig er – alle de følelser, der konstant er på spil, både de gode og de dårlige, fortæller Frederik Haun på sin instagram-profil.

Her har han delt et billede, hvor han og Morten står ude foran fertilitetsklinikken i San Diego.

Parret røber dog ikke, hvor langt de nu er i processen med at udvide familien med en lille én, men de lægger ikke skjul på, at det har været en hård rejse med en masse følelser:

– Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle være så svært for to mænd at stifte familie. Den danske lovgivning har været en betydelig udfordring for vores drøm og har kastet mange frustrationer af sig. Vi er blevet konfronteret med spørgsmål om forældreskab, juridisk anerkendelse og social accept, som andre ikke behøver at tænke på på samme måde. Det er en rejse, der kræver styrke, tålmodighed og en urokkelig tro på vores ret til at være forældre, siger Frederik og tilføjer:

– Trods disse udfordringer nægter vi at lade os slå ud. Vi er fast besluttede på at kæmpe for vores drømme og nedbryde de barrierer, der står i vejen for os.

Sponsoreret indhold