Kendte9 timer siden

Fra satire til sammenbrud: Esben Pretzmann gik i sort efter kærestebrud

Efter bruddet med sin søns mor lukkede Esben Pretzmann hele verden ude – og endte i et sort hul af joints, rødvin og konspirationer
Her ses Esben Pretzmann sidste år under 1. maj-festlighederne i København.
Her ses Esben Pretzmann sidste år under 1. maj-festlighederne i København under arbejdet med et indslag til DR-programmet "Tæt på sandheden".
 Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

De fleste kender formentlig den danske multikunstner Esben Pretzmann for en af hans mange ikoniske karakterer fra ”Drengene fra Angora”.

Men Pretzmanns liv har altså ikke altid været lutter glade dage.

Efter tiden i rampelyset tager komikeren nemlig en drastisk beslutning, hvor han flytter ud i en skov i Hillerød, stopper med at arbejde og langsomt bliver ”mærkelig” og afskåret fra alle omkring ham.

Det fortæller han i Radio IIII’s ”Et kapitel for sig”:

- Jeg bryder bare med alle. Nu vil jeg ikke have noget mere at gøre, siger han og forklarer, at han bl.a. sender sin søster og far en mail.

Hvad skriver du i den mail?

- Det kan jeg ikke gå så meget ind i. Men det er ikke særligt pæne ting.

Den mørke periode kommer ifølge Pretzmann selv i kølvandet på bruddet med sin søns mor, som han beskriver som værende meget konfliktfyldt. Derudover kæmpede han også med at finde en retning for sit liv efter flere år i rampelyset.

Esben Pretzmann fortæller videre, at han bruger tiden i skoven på at ryge joints, drikke rødvin og se konspiratoriske videoer på Youtube, som giver ham en følelse af at ”have en retning”.

- Det er det, de der konspirationsteorier gør. Det giver folk en følelse af, at de er indviede og resten er nogle dumme får. Og det kan give en meget god midlertidig følelse indeni, hvis man har det lidt skidt. Så føler man lige pludselig, at man er noget værd.

Det er blandt andet følelsen af at være særlig indviet, som ender med at påvirke Esben Pretzmanns relation til folk omkring ham.

- Jeg begyndte at tænke, at jeg skulle ikke ud i verden og forholde mig til andre mennesker. Så kan man hurtigt blive kynisk omkring, hvordan andre mennesker er, og hvad de betyder for en. Så indeni havde jeg det jo ikke superfedt.

Husker du dem?
Husker du dem?
 Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Når du tænker tilbage på det i dag, vil du så sige, at du var skør?

- Ja, det tror jeg, jeg ville. Man skal lige definere, hvad skør er, fordi jeg var hele tiden til stede nede under alt det der. Man kan beskrive det lidt som at være fuld. Det er sådan en tilstand, du er i.

Efter et par år beslutter Esben Pretzmann sig dog for at rejse til Spanien og skrive en selvbiografi.

Her opdager han, hvor langt ud han er kommet. I samme periode møder han en kæreste, som får ham tilbage på sporet igen.

Sidenhen får han også kontakt til sine nærmeste igen, som heldigvis tager imod ham ”fulde af tilgivelse”, forklarer han i ”Et kapitel for sig”.

I dag bor Esben Pretzmann i sin fødeby Bjergsted sammen med sin søn, Anton, hvor han lever af at være kunstmaler.

Sponsoreret indhold