For første gang siden nederlaget: Amber Heard spottet i lufthavnen

Rejsende med privatfly og med et mere eller mindre mellemfornøjet smil på læben, blev Amber Heard fredag fotograferet i lufthavnen i Washington DC.
Her landede hun i selskab med en mindre gruppe af venner – heriblandt søsteren Whitney – og gik fra flyet ind i en luksus-SUV, der ventede på hende ved landingsbanen.
Det er første gang siden hendes åbenlyse nederlag i det juridiske slagsmål, som hun gennem seks uger tog med eksmanden Johnny Depp, der anklagede hende for injurier, at offentligheden får et glimt af ”Aquaman”-stjernen.


Hun var iført sort tøj, og kunne ses smile, da hun gik fra privatflyet ind i bilen. Ifølge TMZ havde skuespillerinden møder i New York City, New Jersey og Washington, før hun fløj tilbage til Virginia.
Heard er ved afslutningen af retssagen den 1. juni blevet dømt til at betale en erstatning på 15 millioner dollars til Johnny Depp, hvoraf de ti år dem er en kompensation for ærekrænkelse.
Dog er der meget, der tyder på, at Depp skal kigge langt efter sine penge. I hvert fald lige nu.
Da Amber Heards advokat to dage efter dommen gav interview i ”Today” på amerikansk TV lød beskeden, at Amber Heard absolut ikke er i stand til at betale erstatningen, der blev nedjusteret til lige omkring 10 millioner.
Selv kaldte skuespillerinden udfaldet for ”et tilbageslag for kvinder”. Hun vil omvendt modtage to millioner dollar i erstatning fra Johnny Depp, da hun fik medhold i et af sine anklagepunkter.
Det var Johnny Depp, der først sagsøgte Heard, som han var gift med fra 2015 til 2017, for 50 millioner dollar.

Anklagerne gik på injurier, fordi hun i en klumme i avisen Washington Post offentligt stod frem som offer for vold i hjemmet.
Hun krævede derefter 100 millioner dollar i erstatning fra Depp i et kontrasøgsmål.
Nævningetinget har skullet tage stilling til begge søgsmål. Og Depp gik umiddelbart derfra som den største vinder i den højtprofilerede sag.