Kendte8. april 2019

Forlod "Hjem til Gården" før tid - frygtede, kæresten ville dø

Søndag aften valgte Cecilie Nielsen at forlade ”Hjem til Gården” før tid. Tankerne om sin hjertesyge kæreste var simpelthen for mange
https://imgix.seoghoer.dk/196779.jpg
 (Foto: TV 2)

Søndag aften valgte Cecilie Nielsen af egen fri vilje at forlade ”Hjem til Gården” før tid.

Det var dog ikke kun drama på gården, der fik den 24-årige Cecilie til at ønske sig hjem.

Derhjemme ventede nemlig en alvorligt syg kæreste, som hun havde svær ved at undvære og slippe tankerne omkring.

Det fortæller Cecilie, der i dag dog ikke længere er sammen med kæresten, til TV 2.

Kæresten Christian, som Cecilie var sammen med under optagelserne til ”Hjem til Gården” er alvorligt hjertesyg og har haft fire hjertestop, to blodpropper i hjertet og én i lungen, mens de var sammen.

Han har dét, der kaldes iskæmisk hjertesygdom samt hjertesvigt, og hans hjerte pumper kun på 30 procent sammenlignet med et normalt hjerte.

Cecilies daværende kæreste opdagede for første gang, at han var syg, da skulle til at fejre hans 22års fødselsdag i 2016. Her fik han en akut blodprop i hjertet og måtte flyves til Rigshospitalet.

Han nåede at få to hjertestop, men blev genoplivet og behandlet.

I maj 2017 fik han igen alvorlige problemer med sit hjerte og svævede mellem liv og død i en uge.

Christians alvorlige sygdomsforløb betød, at Cecilie hele tiden havde ham og hans helbred i tankerne. Det var også en af årsagerne til, at hun meldte sig til ”Hjem til Gården”. Hun håbede, at hun ville kunne slippe tankerne lidt og give sig selv noget Cecilie-tid.

Men det var svært, fortæller hun til TV 2:

- Det har været opslidende for mig at være i det her sygdomsforløb. Jeg troede, jeg kunne slippe det inde på gården, men jeg spekulerede hele tiden på, om Christian var okay, siger Cecilie til TV 2.

Efter hun kom hjem, valgte parret at gå hver til sit og flytte fra hinanden i slutningen af sidste år.

- Det er et ansvar at være kærester med ham, og det ansvar havde jeg ikke længere lyst til at have, fortæller Cecilie til TV 2 og tilføjer, at det var et roligt brud, og at de i dag stadig er gode venner.

De har også begge fået nye kærester.

Sponsoreret indhold