Kendte29. januar 2018

Forladt ved alteret til sit 100.000 kr. dyre bryllup - fordi ALT gik galt

En britisk kvinde havde vist det, der bedst kan beskrives som en Tycho Brahe-dag, da hun skulle giftes. Alt, der kunne gå galt, gik galt – og det hele endte med, at hendes kommende ægtemand forlod hende ved alteret. Læs her, hvordan brudens dag begyndte dårligt – og endte endnu værre
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/nichola_tuohy.jpg
 (Foto: Privat)

Vi kender det alle sammen: Én ulykke kommer sjældent alene, og har en fugl først skidt på dig fra morgenstunden, er der stor sandsynlighed for, at der venter mere ”lort” i løbet af dagen.

Men intet slår dog denne historie om en britisk brud ved navn Nichola Tuohy.

Hun oplevede med andre ord så mange ulykker på sin store dag, at det hele gik i vasken – og det hele ”toppede”, da hun blev forladt af sin kommende ægtemand ved alteret.

I et interview med The Sun fortæller Nichola Tuohy, at hun havde mødt sin drømmemand over nettet tilbage i september 2014, og det var kærlighed ved første blik.

Blot fem måneder senere gik manden – Darren Ferne – på knæ, og en smaskforelsket Nichola sagde naturligvis ”ja” med det samme og begyndte at planlægge sit og mandens drømmebryllup, der endte med at koste £12.000 eller lige omkring 100.000 kroner.

Men da den store dag – 9. juli 2016 – oprandt, stod problemerne - både selvforskyldte og uforudsete uheld - kort og godt i kø.

Første problem opstod, da Nichola skulle have lagt makeup. For det første brugte makeupartisten alt for lang tid – og for det andet var Nichola slet ikke tilfreds med resultatet.

- Det lignede slet ikke mig. Jeg kunne tude, fortæller hun i dag til The Sun.

Med kun 90 minutter til start hastede hun hjem, hvor hun vaskede makeuppen af og lagde et nyt lag selv.

Til sin gru opdagede Nichola, at hendes forældre og to børn stadig var derhjemme – de burde ifølge hende allerede have været på vej til kirken på det tidspunkt.

Men der var nu en god grund til, at forældrene ikke var kørt endnu. De forklarede, at de ikke ville møde op til brylluppet, fordi de ikke kunne acceptere hendes kommende mand.

En chokeret Nichola måtte derfor stable sine to børn ind i bilen og selv køre mod hotellet – i lige dele tårer og tidsnød.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/nichola_tuohy.jpg
 (Foto: Privat)

Nichola nåede aldrig i sin brudekjole på selve dagen - problemerne stod nemlig i kø. Foto: Privat

- Jeg var på grådens rand på dette tidspunkt, for jeg kunne se tiden flyve afsted, og jeg vidste, at jeg ikke fik lang tid til at gøre mig selv og børnene klar, fortæller hun.

Det tog (naturligvis) ekstra tid at checke ind på hotellet, og da hun endelig kom op på værelset, opdagede hun, at hun havde glemt kjolen til sin datter.

- Jeg begyndte at græde. Jeg har ingen makeup på, ingen kjole på, ingen blomsterkjole til min pige – og en halv time til at gøre mig klar, fortæller hun.

I panik ringede Nichola nu til sin kommende mand, der (naturligvis) allerede havde fundet plads i kirken sammen med de 80 gæster. Han beordrede hende til at skynde sig – det hjalp dog ikke på Nicholas stressfaktor.

Hun forsøgte dog at skynde sig så meget, hun kunne. Hun hastede ud til den ventende veteranbil med sin brudekjole under armen og sine børn i hælene. Men så opstod problem nummer alt-for-mange.

For veteranbilen havde ikke sikkerhedssele, og Nichola ville ikke lade sine børn køre i bil uden sikkerhedssele.

- Jeg gik i panik. Jeg vidste, at jeg måtte forsøge at få ro på, før at jeg måtte køre afsted i min Ford Focus, fortæller Nichola, der dog vidste, at hun skulle køre mere end bare ræs for at nå frem til kirken i tide.

- Jeg fik et panikanfald, og træt lagde jeg mig til sidst ned af udmattelse, fortæller Nichola.

Imens havde hendes kommende ægtemand ventet på hende i kirken, men hun nåede ikke frem, før at han gav op.

Dybt skuffet forlod 40-årige Darren Ferne først kirken og bagefter bryllupsreceptionen og de 80 gæster og Nichola.

- Det var min fejl. Jeg blev så overvældet over alle de ting, der skulle klares, at jeg brændte sammen. Det føles som om, jeg har mistet alt, siger Nichola Tuohy til The Sun.

Hun tilføjer, at hun græd sig i søvn, da hun lå i bryllupssuiten - alene.

Trods de mange problemer endte Nichola og Darren faktisk med at blive gift, men den skrækkelige bryllupsdag sad alligevel så tungt i dem, at de endte med at glide væk fra hinanden. Til sidst lod de sig skille.

Sponsoreret indhold