Kendte4. januar 2023

Forfatter Fay Weldon er død 91 år gammel

Bestseller-forfatteren, der blandt andet er kendt for bogen "En hun-djævels bekendelser", er død
Fay Weldon
Fay Weldon er død i en alder af 91 år.
 Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Den britiske forfatter Fay Weldon er død - 91 år.

Det oplyser hendes søn Dan Weldon til The Guardian.

Fay Weldon udgav sin første roman, "The Fat Woman's Joke", i 1967, og det blev startskuddet til en glorværdig karriere.

Hun er blandt andet kendt for bogen "En hun-djævels bekendelser", der handler om en kvindes hævn på en utro ægtemand.

Bestselleren blev filmatiseret med blandt andre hollywood-stjernen Meryl Streep i hovedrollen. Den var med til at tegne den feministiske litteratur i 1980'erne og frem. I 2019 fik romanen en opfølger i form af "En hun-djævels død".

Fay Weldon har gennem en lang karriere stået bag en lang række værker - både bøger, noveller og tv-serier - om livet i Storbritannien.

Det gælder for eksempel manuskriptet til den første episode af serien "Upstairs, Downstairs", der oprindeligt blev sendt på den britiske tv-kanal ITV i starten af 1970'erne.

På dansk er serien kendt med titlen "Herskab og Tjenestefolk", og det er disse man følger i en britisk herskabsvilla.

Gennem sit forfatterskab er Fay Weldon flere gange hædret for sit arbejde. Hun modtog blandt andet PEN/Macmillan Silver Pen-prisen i 1996.

Sponsoreret indhold