Forfatter Anna Grue i GRUM ulykke

En hyggelig gåtur tog forleden en dramatisk drejning for Anna Grue, 66.
Den danske forfatter snublede nemlig i det kolde vejr – og det kostede en tur på skadestuen.
Det afslører krimiforfatteren selv i et opslag på sin instagramprofil.
– Det begyndte så godt i eftermiddag. Gåtur i frostvejr, en virkelig skøn træhule, et hemmeligt hjørne bag Audebodæmningen – og bang, en brækket arm, en læderet finger og fjæset lige ned i asfalten, da den her klodsmajor til sidst snublede på parkeringspladsen, skriver Anna Grue.
Hun tilføjer i samme ombæring, at omkring 20 biler kørte forbi – uden så meget som at hjælpe eller sænke farten.
– Til sidst fik jeg stablet mig på benene og kørte selv (jo, pokkerme!) enhåndet til Holbæk, satte hunden af hos Jesper og tog en taxi til skadestuen. Fem uger med gips og skinne. FEM! Og så lige op til jul! Jeg går ikke op og lægger mig, Hans Christian. Jeg ligger her allerede. Sov godt, derude, lyder det slutteligt fra den uheldige forfatter.