Kendte3. maj 2021

For første gang taler Yahya Hassans bror og mor ud i ny dokumentar

I en ny DR-dokumentar fortæller Yahya Hassans nærmeste om digterens liv
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dr-0584321.jpg
 Foto: DR

Ved månedskiftet var det et år siden, det kom frem, at digteren Yahya Hassan var fundet død. Han blev blot 24 år.

I en ny DR-dokumentar ved navn "Yahya - Den fødte digter" kastes der nu lys over den palæstinensiske forfatters liv, som rummede både stor succes, men også mange sår på sjælen som følge af en hård opvækst og en pludselig berømmelse, der gjorde, at han i en periode måtte leve med PET-beskyttelse.

- Han er blevet presset fra politiets side, myndighedernes side, folkets side. Og så er han også blevet presset af sin vilje til selv at ville præstere, fortæller Abdullah Hassan, Yahya Hassans lillebror, ærligt i dokumentaren.

Artiklen fortsætter under billedet

https://imgix.seoghoer.dk/dr-0584320.jpg
 Foto: Dror Kasinsky

I dokumentaren læser Yahya Hassans lillebror et udvalg af digte op. Foto: Dror Kasinsky

I dokumentaren interviewes en række personer fra Yahya Hassans inderkreds, og der tegnes et billede af et stort talent, der også kæmpede med indre dæmoner.

Dæmonerne fik ekstra næring af den massive opmærksomhed han modtog i medierne for sit forfatterskab - og de trusler, der efterfølgende fulgte med. Desuden blev hans psykoser forstærket af stoffer.

- Jeg ville ønske, de havde givet ham den støtte, mens han var i live. Ikke kun efter hans død. De skulle have rummet og omfavnet ham, lyder det fra hans mor Hanan Adwan i dokumentaren, der dog ikke definerer, hvem "de" er.

Artiklen fortsætter under billedet

https://imgix.seoghoer.dk/dr-0584322.jpg
 Foto: Dror Kasinsky

Yahya Hassans mor har sin afdøde søns litteratursamling stående på reolen for at mindes ham. Foto: Dror Kasinsky

I dokumentaren fortæller lillebror Abdullah også ærligt, om de sidste ord, han fik med på vejen af sin bror:

- Sidst, jeg snakkede med ham, var om 100.000, som jeg skulle aflevere til ham, som han havde lånt mig. Da jeg ville aflevere dem, der sagde han til mig, at han ikke har brug for dem. Det var de sidste ord, vi udvekslede.

Du kan se "Yahya - Den fødte digter" på DRTV.

Sponsoreret indhold