Kendte27. juni 2020

Første gang nogensinde: Robot scorer stor filmhovedrolle

Den japanske robot Erica har fået "undervisning" i at stå foran et kamera og efterligne menneskelige følelser
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kyodowc211754.jpg
 Foto: MEGA

Til næste år, når sci-fi-filmen, "b" skal produceres på et 70 millioner dollars dyrt budget, bliver det med lidt af en satsning i hovedrollen.

Hun er nemlig ikke menneske, men derimod robot.

Erica - som hun i al sin enkelthed kendes under - har en avanceret kunstig intelligens, som har lært hende at huske en række replikker, spille skuespil foran et kamera, samt afkode menneskelig mimik.

Det skriver blandt andre Hollywood Reporter.

Videnskabsmændene Hiroshi Ishiguro og Kohei Ogawa har skabt den nye kunstige filmstjerne i samarbejde med universitetet i Osaka. Og ifølge filmens producenter, selskabet Bondit Capital Media, er det første gang nogensinde, at en robotskuespiller bærer en hel film.

Filmen "b" er slet ikke så lille en debut. Med et budget på hele 70 millioner dollars - eller lidt over 465 millioner danske kroner - skildrer den en opfinders forsøg på at skabe det perfekte menneskelige DNA, hvorefter han hjælper den kunstige kvinde, som han har skabt - naturligvis spillet af Erica - med at flygte.

Udover at skabe og designe Erica har Ishiguro og Ogawa desuden været ansvarlige for at lære robotten at spille troværdigt ved at anvende principperne indenfor "method acting" i kombination med hendes kunstige intelligens.

Skabt til rollen - bogstavligt talt

Hvordan man lige får en robot til at praktisere den slags, forsøger en af filmens producere Sam Khoze at forklare.

- I andre eksempler på den slags metoder, involverer skuespillere deres egne livserfaringer og bruger dem i rollen. Men Erica har jo ingen livserfaringer, fortæller han, og uddyber:

- Hun er skabt fra scratch, kun for at spille rollen. Vi måtte simulere hende bevægelser og følelser gennem én-til-én sessioner. Sådan noget med eksempelvis at kontrollere hastigheden på hendes handlinger, at tale os igennem hendes sindsstemninger, samt coache hendes karakterudvikling og kropssprog.

Erica skulle oprindeligt debutere i et andet projekt instrueret af Tony Kaye (American History X), men producenterne og Kaye blev uenige om planlægningen.

Nogle af Ericas scener er allerede skudt i Japan i 2019, mens resten af filmen "b" skal optages i Europa i 2021.

Om det hele ender med at Erica vinder sin Oscar-statuette for næserne af Glenn Close og Amy Adams, kan kun tiden give os svar på.

Sponsoreret indhold