For første gang i 40 år: Lis Sørensen og Sebastian optræder sammen

Et gammelt dansk musiksamarbejde genoplives i 2027.
Her spiller Sebastian og Lis Sørensen igen sammen, når de i begyndelsen af året blandt andet optræder i DR Koncerthus og Musikkens Hus i Aarhus.
Første gang de to kunne opleves på samme nummer var i 1979, da Sebastian skulle indspille sine Bertolt Brecht-fortolkninger på albummet ”Tiderne skifter”.
Her inviterede han Lis Sørensen med i studiet, og det skulle vise sig at være et samarbejde, der gav mening.
Blandt andet opstod sangen ”Stille før storm”, som Sebastian har skrevet specielt til Lis Sørensen.
De to har dog ikke optrådt sammen siden 1980’erne, og derfor er det altså 40 års tørke, som de to legender slukker hos fansene.
- Tiden er gået, og det er vigtigt for os at binde en sløjfe. Det betyder meget for os at stå der sammen, og jeg tror også, det betyder meget for publikum, siger Lis Sørensen
Turneen hedder ganske passende ”Tiderne skifter”, og begynder 16. januar 2027 i DR Koncerthus.
Billetsalget begynder fredag klokken 12.00.