Kendte26. september 2024

Først konkurs, nu aflyst: Marc Johnson udskyder efterårskoncerter

En række koncerter i de største danske byer bliver alligevel ikke til noget i denne omgang for Aarhus-rapperen Marc Johnson
Marc Johnson kommer alligevel ikke til at optræde i hverken Jylland eller på Sjælland i oktober, som det ellers længe har været planlagt.
Marc Johnson kommer alligevel ikke til at optræde i hverken Jylland eller på Sjælland i oktober, som det ellers længe har været planlagt.
 Foto: Jesper Sunesen

– Hvor skal du se ”Kender du ik Johnson” til efteråret?

Sådan spurgte 45-årige Marc Johnson så sent som i juni sine følgere på Facebook, hvorefter han listede seks spilledage op til sine kommende koncerter.

Sidenhen har sommeren vist sig hård for rapperen, der først er gået personligt konkurs, og nu må udskyde de føromtalte koncerter.

Det skriver en række lokalmedier, herunder TV 2 Østjylland og Migogaalborg.dk.

5. oktober skulle Johnson have spillet på Train i Aarhus, men her har billetindehavere fået en mail fra TicketMaster, hvor det oplyses, at koncerten er rykket til marts.

Også koncerten den 12. oktober i Aalborg er aflyst i første omgang.

I begge tilfælde lyder forklaringen, at Johnson føler sig nødsaget til at tage en pause fra liveoptrædener grundet personlige omstændigheder, som kræver hans fulde opmærksomhed.

Miniturnéen skulle være afsluttet på Store Vega i København, men her er begivenheden også fjernet fra Vegas hjemmeside.

Erklæret konkurs

Det var sidste uge, det pludselig fremgik af Statstidende, at ”Kig forbi”-sangeren er erklæret personligt konkurs.

Foruden en enkel kommentar til TV 2 Østjylland om at han ”ikke har noget at sige overhovedet”, har der siden været tavshed fra Marc Johnson.

Hvor stor en gæld, rapperen har, fremgår ikke af dekretet.

Sponsoreret indhold