Kendte29. august 2022

Fodboldklub gør grin med Pia Kjærsgaard: Vi kan godt sørge for en imam til dig

Den tidligere DF-formand brokker sig over “islamiske særkrav”, men dem er der ingen, der har stillet, oplyser Vatanspor
Pia Kjærsgaard mener ikke, det er i orden, at der serveres kebab til kampen mellem Vatanspor og AGF.
Pia Kjærsgaard mener ikke, det er i orden, at der serveres kebab til kampen mellem Vatanspor og AGF.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix & Colourbox

En sag om menuen på AGF’s stadion, Ceres Park, har set dagens lys.

Den involverer Pia Kjærsgaard, den lokale fodboldklub Vatanspor, et overraskende vagt grillsystem og i midten af hele sagen findes den lækre sølvkikkert, kebabben.

Den kan normalt ikke købes på Ceres Park, hvor det primært er pølser, der er på menuen.

Men når mægtige AGF på torsdag møder jyllandsserieholdet Vatanspor i pokalturneringen, vil der blive serveret kebab på stadion.

Det sker, fordi Vatanspor, der blev stiftet i 1989 af en lille gruppe unge med tyrkisk baggrund, teknisk set er hjemmehold, selv om kampen altså spilles på AGF’s stadion.

Til TV 2 Østjylland har kommunikationschef i AGF, Søren Højlund Carlsen, tidligere forklaret, at grillsystemet på stadion er indrettet sådan, at man ikke kan tilbyde kyllingepølser. Man kan nemlig ikke være sikker på, at pølserne ikke kommer i kontakt med svinekød.

Derfor har før været efterlyst svinekødsalternativer, byen AGF spiller hjemmekampe.

Men Vatanspor medbringer selv grej, bod, grillsystem og mennesker, og derfor kan den sædvanlige hjemmebaneret fra Brabrand nu også serveres på Ceres Park.

Men selv om det altså ikke er AGF, der har ændret sin menu, er det alligevel en kritisk udvikling på den danske stadionscene.

Det mener tidligere formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, der har kastet sig til tasterne på sin Facebook-profil.

– Igen igen accepteres der islamiske særkrav!, skriver Kjærsgaard efterfulgt af en meget sur smiley.

Hun brokker sig over, at den klassiske stadionpølse er Haram for muslimer, og spørger retorisk, hvad det næste bliver.

– Hvornår indledes kampene med en islamisk velsignelse gennem stadionhøjttalerne fra en imam? Og vil de acceptere en kvindelig dommer?, skriver den tidligere formand for Folketinget til sine 136.000 følgere.

Du er velkommen til en kebab

Det tog ikke lang tid for Vatanspor at svare igen på Kjærsgaard kommentar.

På samme medie takker fodboldklubben for interessen for breddefodbolden i Brabrand, mens den inviterer Pia Kjærsgaard til Kebab på stadion.

– Det sidste forsøg på at holde sig i live ved at gå i så små sko. Ikke overraskende at dit parti er gået fra at være kæmpestore til at være en kæmpe joke.

– Når det nu er sagt; du er mere end velkommen til Ceres Park den 1. September kl. 18:30 for at spise en Vatan Kebab.

– Og hvis du virkelig vil, kan vi godt sørge for, at en imam tager imod dig ved indgangen, skriver Vatanspor.

SE og HØR har været i kontakt med fodboldklubben, for at høre, om den har stillet islamiske særkrav, som Pia Kjærsgaard skriver.

Det afviser Vatanspor.

-Vi har haft en superfin dialog med AGF, der har været behjælpelige med det praktiske, da kampen ikke kan spilles på vores bane (pga. de krav der stilles til sådan en kamp), hvor vi normalvis sælger Kebab til vores hjemmekampe, skriver fodboldklubben til SE og HØR.

Sponsoreret indhold