Per Fly om sin succes: - Jeg er fucking ligeglad

Lige nu er Reservatet den mest sete serie på Netflix i hele verden. Den er nået langt udover Danmarks grænser.
Det var Per Fly allerede advaret om, inden premieren.
- Det har været vildt, men det mest vilde er det, som de fortæller mig nu, at der er 120 millioner, der kommer til at se den her serie, sagde han til SE og HØR til premieren af serien.
- Jeg kan ikke forholde mig til det. Jeg synes, det er mærkeligt. Den første dag kommer den til at lave flere billetter, end jeg har lavet i alt, hvad jeg har lavet indtil nu. Det forudser de, lød ordene fra instruktøren.
Den 65-årige herre er dog blevet for erfaren til at blive virkelig benovet.
- Jeg har haft drømmen om at komme til USA, fordi det er så fascinerende, men nu kom USA til mig, og det kan jeg godt lide, sagde Per Fly med et smil.

For ham er det nære liv i Danmark blevet meget vigtigere end udlandseventyr.
- Jeg er fucking ligeglad. Jeg er så gammel, og det er bedre at være blevet farfar, og det betyder meget mere, hvem man arbejder med, og at man har det godt, slår han fast.
Han er da også allerede videre til næste arbejdsopgave.
- Men det kan jeg ikke sige meget mere om, lyder meldingen fra den succesfulde instruktør.