For fire år siden mistede Josephine Park sin søster – nu sætter hun ord på tabet

Det er nu fire år siden, at Josephine Parks verden krakelerede.
I 2019 mistede den populære skuespillerinde nemlig sin elskede lillesøster Dea, der kun blev 25 år, efter et tre måneder langt sygdomsforløb.
En periode, der var kendetegnet ved en dyb sorg, som hun nu sætter ord på over for ALT For Damerne.
– Sorgen var som en massiv, klistret masse, der fyldte alle hulrum, pauser og sprækker og gjorde det umuligt for mig at drømme, men efter lang, lang tid begyndte jeg igen at kunne beskæftige mig med kunsten og for eksempel lytte til musik, og det blev rigtig vigtigt for mig, fortæller Josephine Park til mediet.
Den 35-årige skuespillerinde fortæller videre, at sorgen og det afgrundsdyb, der følger med, når man mister én, man holder af, er hendes største smertepunkt.
For selv om hun var bekendt med døden, følte hun alligevel, at tæppet blevet revet væk under hende, da hendes søster gik bort.
Derfor fik litteratur, kunst og musik også en afgørende betydning for hende, da hun stod midt i sorgen.
Som et lys i mørket fik hun nemlig en oplevelse af, at hun kunne spejle sig i historierne, og det blev vigtigt for hende, da hun følte sig mindre ensom.
I takt med sin bearbejdelse af sorg er hun derfor også kommet til at tænke videre over, hvordan hun kan bruge sit professionelle virke som skuespiller til at hjælpe andre.
Noget, som hun tilbage i 2021 også satte ord på over for Femina.
– I perioder af mit liv har jeg ellers tænkt, om jeg skulle lave noget mere “meningsfuldt”, men jeg er kommet mere og mere frem til, at det ER meningsfuldt, det, jeg laver. Meget, meget meningsfuldt. Det har jeg virkelig fået bekræftet, efter Dea døde … For mig har det været … en redning på en eller anden måde, sagde Josephine Park dengang.
Josephine Park har medvirket i flere danske film og tv-serier, og tilbage i 2020 vandt hun en Robert for Årets Kvindelige Birolle for sin præstation i DR3-serie "Doggystyle".