Filmstjernen Henry Golding er blevet far efter dramatisk fødsel

Den britisk–malaysiske skuespiller Henry Golding er blevet far for anden gang.
Filmstjernens bedre halvdel, Liv Lo, har nemlig født deres andet fælles barn, og det blev en lille datter.
Det oplyser parret selv i en video på Instagram.
Her fremgår det desuden, at datteren hedder Florence Likan Golding, og at hun kom til verden på en yderst dramatisk måde den 9. september.
- En fødselsrejse er fyldt med op- og nedture, men den er fantastisk uanset. Her er vores fødselsrejse, skriver de til videoen, som kan ses herunder:
Henry Golding er bedst kendt fra filmen "Crazy Rich Asians", hvor han spiller rollen som Nick Young.
Han og konen blev gift i 2016 og har i forvejen datteren Lyla.
I et indlæg på konens hjemmeside fortæller parret, at fødslen af den nye lillesøster ikke var helt nem.
Dagen før fødslen blev Liv Lo nemlig indlagt med voldsom blødning, og senere begyndte hun at udvikle høj feber.
Derfor gjorde lægerne klar til at foretage et akut kejsersnit, men da hun nåede at udvide sig ti centimeter, inden hun kom ind på operationsbordet, fik hun lov til alligevel at føde naturligt.
Skuespillerens kone måtte dog forblive indlagt efter fødslen, da hun udviklede forgiftning i blodet, men hun er altså siden blevet udskrevet igen og er nu hjemme hos sin lille familie.