Kendte9. september 2020

Filmet i al hemmelighed: "Borat 2" er på trapperne

Den satiriske komediesucces om den vanvittige reporter fra Kazakhstan fortsætter i en to’er, som allerede er i kassen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/megar137514_1.jpg
 Foto: MEGA

Sacha Baron Cohen kan tillade sig lidt af hvert under dække af sine forskellige grænseoverskridende karakterer.

Måske i allerhøjeste grad når han er udstyret med et gråt jakkesæt og komplet mangel på kulturel forståelse – eller situationsfornemmelse – i skikkelse af den kasakhstanske journalist Borat.

Og nu fortsætter løjerne. Det mener filmmagasinet Collider at kunne bekræfte.

Rygterne om et nyt projekt fra komikerens side har længe floreret. Eksempelvis er den 48-årige Sacha Baron Cohen blevet spottet flere gange i færd med optagelser af en eller anden art.

I juni blev han set optræde ved et politisk event i Washington iført en hidtil uset udklædning, hvilket fik spekulationerne om en helt ny Cohen-karakter til at løbe stærkt.

Iført smækbukser, cowboyhat og stort skæg infiltrerede han begivenheden, som primært handlede om retten til at eje og bære våben i USA.

For et par uger siden dukkede der sekvenser op af Sacha Baron Cohen, hvor han var iført den absolut genkendelige mundering – det velkendte lidt for store grå jakkesæt.

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube

Lag på lag

Det er ifølge Collider stadig uvist, hvordan plottet i den næste ”Borat”-film hænger sammen, men efter den første film har den traditionelle mockumentary-stil været svær at opretholde. Derfor må hovedpersonen selv gå undercover, og filmen bliver således lidt af et meta-virvar af karakterer inde i andre karakterer.

Kilder beskriver overfor magasinet projektet som “Cohen, der spiller Borat, som spiller Cohen.”

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/mega421390_011.jpg
 Foto: MEGA

Komikeren Sacha Baron Cohen har tjent styrtende på sine grænseoverskridende karakterer og stunts for skjulte kameraer (Foto: Mega)

Det er desuden ikke bekræftet, hvem der betaler for ”Borat 2”, men den første film fra 2006 tjente 262 millioner dollars på verdensplan, hvilket var mere end rigeligt til at bane vejen for de efterfølgende film ”Brüno” fra 2009 og ”Diktatoren” fra 2012.

Ifølge Collider kan finansieringen komme fra Baron-Cohen selv, ligesom det er sandsynligt, at en fuldfed streamning-tjeneste har stået klar med et bugnende budget.

Premieredatoen er der heller ikke mange detaljer omkring, selvom flere dog spekulerer i, om filmen skal bruges til at få aktiveret især unge amerikanske vælgere op til november, når der skal stemmes.

Sponsoreret indhold