Kendte5. december 2023
Fidel Castros søster død i Miami: Blev 90 år gammel
Fidel Castros søster – og kritiker – Juanita Castro er gået bort i en alder af 90 år

Den cubanske leders søster arbejdede undercover for CIA i Cuba i 60'erne.
Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau ScanpixFidel Castros søster var kendt for sin aktivisme og kritik af broren. Nu er Juanita Castro gået bort i en alder af 90 år.
Juanita flygtede fra sin brors kommunistiske revolution på Cuba i 1964 og slog sig ned i Miami, hvor hun gik bort mandag, skriver Daily Mail.
– I Cuba ses jeg som en desertør, fordi jeg rejste og fordømte regimet. For mange i Miami er jeg persona non grata, fordi jeg er Fidels og Rauls søster, skrev hun blandt andet i sin selvbiografi i 1965.
Juanita har haft et ekstraordinært liv – blandt andet under kodenavnet Donna, da hun arbejdede som agent for CIA.
Da Fidel Castro døde i 2016 meddelte søsteren, at hun ikke agtede at deltage i begravelsen af sin bror.