Fester med far Wafande: Han får os ind

Fredag aften er der godt gang i Roskilde Festival, og stemningen er også høj hos Wafandes to døtre, der i dagens anledning er kommet med far til fest.
Det er første gang, den danske sangstjerne har sine døtre med på Roskilde, men pigerne er allerede garvede festivalgængere.
– Det har hele tiden været planen, at far skulle med, for ellers vil mor ikke lade os, fortæller de til SE og HØR.
Selv om det for mange ville være lidt ærgerligt at skulle overvåges af far, er stemningen en helt anden her. For det er rigtig fedt at have sin kendte far med på festival.
– Det er fucking fedt. Det er virkelig fedt og altid hyggeligt. Man kan altid komme ind alle mulige andre steder.
Wafande og pigerne er lige kommet, da SE og HØR møder dem i mediebyen på Roskilde Festival. Men der er allerede lagt en slagplan for aftenen. De skal høre Rosalia, Glorilla og Dima, også selv om sidstnævnte først spiller klokken to i nat.
– Det kan vi sagtens. Vi er helt vilde, siger pigerne, der har det fint med, at far skal se dem fyre den af foran scenen.
– De har lært af den bedste, siger Wafande.
Han holder lidt igen i dag, hvor døtrene er med – også fordi han har været godt i gang de seneste to dage på dyrskuepladsen.
– Jeg holder fuldt igen, jeg er på vandvognen i dag. Det er også fint, det var nogle hårde to dage, indrømmer han.
Har du lidt tømmermænd i dag?
– En lille smule træt er jeg. Men nu er jeg her, og heldigvis bliver man lidt høj af energien.
Wafandes højdepunkt i dag er Rosalia, men han lader døtrene klare pitten.
– Det skal de helt sikkert. Vi har et mødested, og de kan selv. Jeg skal bare være her.