Kendte14. januar 2020

Farvel til Christianshavn: Christian Poulsen sætter liebhaverhjemmet til salg

Christian Poulsen har sat sin luksuslejlighed til salg
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/megass1671712_001.jpg
 Foto: MEGA

Har du 14,5 millioner danske kroner tilovers?

Så er det måske dig, der skal overtage den tidligere fodbold-landsholdsstjerne Christians Poulsens eksklusive udsigtslejlighed i København, som netop er kommet til salg.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

For det svimlende millionbeløb får du 181 kvadratmeter bolig med en udsigt til Christianhavns Kanal, som ifølge mæglerfirmaet Siesbye Kapsch, der har lejligheden til salg, gør, at det næsten er som at bo på et skib.

Selv købte fodboldikonet boligen tilbage i 2007, da han spillede for det spanske tophold Sevilla FC, men efter mere end et årti på adressen er det altså nu ved at være tid til at sige farvel til Christianshavn.

Stor gevinst i vente

Boligmarkedet så lidt anderledes ud for 13 år siden, hvilket betyder, at Poulsen kan se frem til en betydelig gevinst, hvis lejligheden ryger til udbudsprisen.

I hvert fald lagde han dengang - ifølge Boliga.dks oplysninger - 7,6 millioner kroner for boligen. En investering, der kan gå hen og resultere i en fortjeneste på knap syv millioner kroner - når der vel at mærke ikke tages højde for forbedringer, Christian Poulsen har tilført adressen i sin tid som ejer.

Christian Poulsen lagde støvlerne og jobbet som professionel fodboldspiller på hylden i 2015 - og er i dag assistenttræner hos storklubben Ajax Amsterdam - et hold han også selv har spillet for.

Udover Ajax og 92 kampe for det danske landshold tæller karrieren også spilletid for hold som FC København, Juventus og Liverpool.

Sponsoreret indhold