Kendte6. juni 2022

Får voldsom kritik: Politikere kommer gratis med til Ed Sheeran-koncert

19 kommunalpolitikere har fået en fribillet, efter Tårnby Kommune lejede lokal koncertplads ud for blot 200.000 kroner - de fire koncerter med den engelske superstjerne omsætter ellers for over 100 millioner kroner
Ed Sheeran optræder foran Buckingham Palace 5. juni 2022
De danske politikere kan se frem til en stor oplevelse, som andre betaler dyrt for, når Ed Sheeran snart optræder.
 Foto: Mirrorpix / MEGA

19 kommunalpolitikere fra Tårnby har fået fribilletter til ellers udsolgte koncerter med den engelske sanger Ed Sheeran i Danmark til august.

Det viser en aktindsigt, Politiken har fået.

Flere eksperter vurderer nu over for avisen, at fribilletterne ikke er inden for skiven.

Blandt dem er Per Nikolaj Bukh, som er professor på Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet.

Han mener, at politikere bør afstå fra at modtage sådanne gaver, da de kan så tvivl om, hvorvidt modtageren kommer til at stå i et afhængighedsforhold til giveren, fortæller han til Politiken.

Så lidt får kommunen

Ed Sheeran gæster Øresundsparken i begyndelsen af august, hvor han spiller fire udsolgte koncerter.

Og ifølge avisen er det lykkedes firmaet bag fribilletterne, Smash!BangPow! ApS, at leje stedet for blot 200.000 kroner af Tårnby Kommune. Og altså de 19 fribilletter.

Umiddelbart virker det meget billigt. Ikke mindst fordi kommunen - udover at give adgang til pladsen - også skal stå for en del af oprydningen efter koncerterne, hvilket i sidste ende kan gøre aftalen til en underskudsforretning for skatteborgerne.

Men ifølge Tårnby Kommune er fribilletterne helt efter bogen.

– Det sker i overensstemmelse med den praksis, som KL (Kommunernes Landsforening, red.) anbefaler i notat (om politikeres adgang til at modtage gaver, red.) af 3. maj 2019 i forhold til repræsentativt formål, skriver udviklingskonsulent i kommunen Anja Andersen i en mail til Politiken.

Per Nikolaj Bukh læser dog dette KL-notat anderledes og mener, at der ikke kan være tale om et repræsentativt formål.

Heller ikke Roger Buch, der er centerleder og forsker i demokrati og kommunalpolitik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener, at det kan forsvares, at så mange politikere tager afsted til koncert.

Heller ikke selv om der gælder lidt andre regler for kommunalpolitikere, netop fordi de har repræsentative forpligtelser, der gør, at det i nogle situationer kan være okay at modtage koncertbilletter.

– Men hvis kommunens repræsentative forpligtelser skal varetages, er det næppe nødvendigt, at 19 kommunalpolitikere tager afsted, siger han til Politiken.

Sponsoreret indhold