Kendte8. februar 2018

Far "tvang" datter til at klippe håret af efter hun fik striber

En far tvang angiveligt en amerikansk teenager til at klippe næsten alt sit hår af, efter hun havde fået lov til at få striber til sin fødselsdag af sin mor
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/frisoer_0.jpg
 Foto: Christin Johnson/Facebook

En amerikansk far tvang for nylig sin datter til at klippe næsten alt sit hår af – som straf for at datterens mor havde givet hende lov til at få lyse striber i sit hår til sin fødselsdag.

Det skriver det amerikanske medie Independent.

Kelsey fra Fostoria i Ohio havde i anledning af sin fødselsdag fået lov til at blive farvet af sin mor, men Kelsey nåede ikke at nyde synet af sine nye, lyse lokker særlig længe.

For da hun senere kom hjem til sin far og stedmoder, blev de angiveligt så forargede over datterens frisure, at de tvang hende til at klippe næsten alt håret af.

Efterfølgende lagde den fortvivlede og frustrerede mor flere billeder på sin Facebook-profil, der viste før og efterbillederne af faderens afstraffelse.

- Sådan her så min datter ud søndag, da jeg kom hjem med hende, og de andre to billeder er, hvad det skete i dag, før hun blev afleveret… Alt sammen på grund af mig, der havde ladet hende få striber i håret til sin fødselsdag!, skrev moderen Christin Johnson som kommentar til billederne og opslaget, der på rekordtid har fået tusindvis af kommentarer og delinger.

I skrivende stund har over 25.000 personer delt opslaget – og langt de fleste er enige med moderen i, at det er en helt uacceptabel opførsel fra faderens side.

Sagen har vakt harme i pigens hjemstat i Ohio, og flere frisører har tilbudt at hjælpe den stakkels pige med at få en frisure, hun vil blive glad for. Et tilbud som datteren nu har takket ja til.

For få dage siden kunne moderen berette, at datteren har fået doneret en paryk fra en frisørsalon i i Toledo, Ohio.

- Jeg vil gerne takke pigerne hos Lady Jane på Glendale i Toledo, OH for at få min baby til at føle sig mere som sig selv. Især tak til Haylee Ann for at være med til at vælge hendes nye frisure. Hun har fået smilet tilbage, og det er alt sammen jeres skyld, skriver en glad og lettet mor på Facebook.

Politi og de sociale myndigheder er gået ind i sagen, og de er nu i gang med at undersøge, om der er tale om børnemishandling.

Faderen og stedmoren arbejder begge som brandmænd, og de er begge blevet midlertidigt suspenderet som følge af sagen, skriver det amerikanske medie.

Sponsoreret indhold