Kendte16. maj 2022

Fans er rasende: Nu undskylder Jason Momoa

Ups...
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega797538_079.jpg
 Foto: MEGA

Selvom man er en verdenskendt skuespiller, så er det ildeset, når man bryder reglerne.

Det må Jason Momoa sande, efter han for nylig besøgte Det Sixtinske Kapel i Vatikanstaten.

Den 42-årige "Aquaman"-stjerne delte i sidste uge en række billeder indefra det berømte kapel, og det har fået hans fans til at rase, skriver New York Post.

Ifølge reglerne må man nemlig slet ikke tage billeder derinde, da blitzen fra et kamera kan være ødelæggende for kunstværkerne.

Artiklen fortsætter under opslaget...

- Os almindelige mennesker må ikke tage billeder inde i Det Sixtinske Kapel, lød det fra en vred fan i Jason Momoas kommentarfelt.

- Vi andre må ikke tage billeder derinde, men selvfølgelig må kendte gerne. Det er ikke fair, skrev en anden.

Og den massive kritik har nu fået skuespilleren til at undskylde i en story på Instagram.

Ifølge ham var det fans, der i første omgang bad om at få taget billeder med ham, hvilket han ikke havde lyst til at sige nej til.

Artiklen fortsætter under opslaget...

- Jeg oplevede Det Sixtinske Kapel for første gang, da jeg var 19-20 år gammel, og jeg har altid ønsket at støtte det økonomisk. Det kan jeg nu, så jeg gav en donation, så jeg kunne tage mine venner og filmholdet med mig, siger han i den nu forsvundne video og fortsætter:

- Pludselig ville folk tage billeder med mig, hvilket jeg fandt underligt, fordi jeg ikke forstår, at man vil tage billeder med mig, når man står midt i Vatikanstaten, men jeg gjorde det alligevel.

Jason Momoa fortæller videre, at han spurgte om lov til at tage billeder, og derfor troede, at det var okay.

- Jeg vil aldrig være respektløs mod andres kultur. Hvis jeg var det, vil jeg gerne undskylde. Det var ikke min hensigt. Jeg betalte for et privat øjeblik og gav en fin donation til kirken. Jeg er virkelig ked af, hvis jeg har stødt nogen.

Ifølge New York Post er Jason Momoa i Italien i forbindelse med optagelserne til sin kommende film, "Fast X", som er en del af "Fast & Furious"-filmserien.

Filmen, der også har Vin Diesel, Charlize Theron og John Cena på rollelisten, får premiere i maj 2023.

Sponsoreret indhold