
Færdige som medejere: EIFO forlader Christian Arnstedts selskab

LÆS OGSÅ: Christian Arnstedt forklarer: Derfor er han ude
Det er slut med at investere for offentlige midler for Christian Arnstedts investeringsselskab, Blazar Capital.
SIden 2021 har det offentlige - først i form af Vækstfonden og siden Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) - nemlig været med i ejerkredsen bag virksomheden.
Men nu er det slut.
Statens investeringsfond bekræfter over for SE og HØR, at de ikke længere er med i ejerkredsen af firmaet.
- Det er korrekt, vi er trådt ud af ejerskabet af Blazar, lyder det i en mail, der fortsætter:
- Vi har været rigtig glade for samarbejdet, som har været rigtig godt. Resten er fortroligt, skriver EIFO til SE og HØR.
Det er derfor uklart, hvorfor de har valgt at forlade ejerskabet, eller hvad de konkrete resultater af investeringen har været.

Af det offentlige virksomhedsregister fremgår det, at EIFO 19. december trådte ud som ejere af selskabet, som Christian Arnstedt investerede gennem i "Løvens hule" på DR.
De ejede mellem fem og ti procent.
Det kunne blot betyde, at statens investeringsfond var røget under fem procents ejerskab, da man så ikke længere skal registreres offentligt.
Men det er altså ikke tilfældet her.
Milliardfirma ude
Også det stenrige investeringsselskab Chr. Augustinus Fabrikker, som blandt andet ejer dele af hæderkronede virksomheder som Tivoli, Royal Unibrew og Gyldendal, ser ud til at være færdige som ejere af Blazar.
Chr. Augustinus Fabrikker, som har en markedsværdi på omkring 35 milliarder kroner, blev medejere samtidig med Vækstfonden i foråret 2021, hvor de ifølge en pressemeddelelse investerede cirka 100 millioner kroner i Blazar Capital.
For det beløb fik de mellem 20 og 25 procents ejerskab.
Men også Chr. Augustinus Fabrikkers ejerskab er ifølge virksomhedsregisteret ophørt 19. december.
SE og HØR forsøger at få opklaret, om de helt eller delvist har forladt Blazar Capital, men det har endnu ikke været muligt at få svar på.
Køber egne anparter
Ifølge det offentlige virksomhedsregister er det tilsyneladende Blazar Capital selv, der har købt investorerne ud og overtaget deres ejerandele.
Blazar Capital har således overtaget et ejerskab på mellem en tredjedel og halvdelen af Blazar Capital.
Disse anparter kan slettes på den kommende generalforsamling, hvor de restererende ejere - heriblandt Arnstedt selv - vil stå tilbage med en større ejerandel.
Som SE og HØR tidligere har skrevet om, har Blazar Capital i løbet af 2025 solgt ud af en række firmaer - som Bareen og MessyWeekend - hvilket formentlig har givet dem ekstra penge på kontoen, som de kan have brugt på at købe investorerne ud.
Blazar Capital havde i seneste regnskab en egenkapital på lige knap 63 millioner kroner. Underskuddet var sidste år på 21,75 millioner kroner før skat.
Blazar Capital har ikke ønsket at kommentere ændringerne i ejerskabet.
