Færdig som udlejer: Katerina Pitzner sætter huset til salg

Katerina Pitzner har i næsten tre år udlejet sit hus i Vedbæk.
Men det skal være slut nu.
Hun har nemlig besluttet at sætte det til salg, fortæller hun i et opslag på Instagram.
- Der er sådan en afsindig god energi her. Der er bare sådan en ro og tryghed, der er så lækkert. Hvis du leder efter en bolig i Vedbæk, så synes jeg, at du skal tjekke den ud, siger hun.
Det er ejendomsmægler Ivan Heltoft Nielsen, der har huset til salg, og af annoncen fremgår det, at man skal hive 16,5 millioner op af lommen, hvis man vil købe det.
Så får man til gengæld også et boligareal på 213 kvadratmeter og et grundareal på 1500 kvadratmeter at boltre sig på.
Udover huset er der også to annekser samt et privat træningsrum.
Når Katerina Pitzner i næsten tre år har udlejet huset, skyldes det, at hun til hverdag bor i Italien.
Selvom hun nu vil have afhændet sit hus, har hun fortsat et sommerhus i Danmark, som hun købte sidste år.