
Evigt ung: Nu bliver Anne Linnet 70 år
Linnets årtier
LÆS OGSÅ: Anne Linnet og Kathrine Kjær skal skilles
Syv børn og en lang, imponerende karriere er der gået, siden danskerne i slut-60’erne lærte teenageren Anne Linnet at kende.
Men den syngende bedstemor er i allerhøjeste grad still going strong, selv om hun på søndag runder endnu et skarpt hjørne, når ”Forårsdag”-sangeren fylder 70 somre.
Selv om folkepensionsalderen for længst er nået, er der stadig fuld fart på hitmageren, der formår at holde sig ung både udenpå og indeni.
– Jeg har altid passet godt på mig selv, og det er egentlig ikke, fordi jeg har tænkt så meget over det. Jeg er i virkeligheden lidt ligesom mine sange: Jeg kan godt lide, at det er enkelt, og at det er clean.

– Jeg vasker hænder 20 gange om dagen.
– Jeg kan bare godt lide, at ting er lækre, har den tidligere ”X Factor”-dommer fortalt i Femina.

Tåler meget lidt
Her har hun også afsløret, at hun aldrig har levet et rockstjerneliv fyldt med stoffer og sprut.
– Jeg kan ikke … tåle noget som helst, altså stoffer og sådan noget, det har jeg aldrig kunnet. Heller ikke i mine unge dage. Hash og de der ting – jeg har aldrig været der. Jeg kan heller ikke tåle at drikke. Jeg kan godt tage et glas vin til maden eller to, men så ikke mere.

– Jeg bryder mig ikke om det. Det er måske med til, at man sådan holder sig godt. Jeg har nok bare passet på mig selv uden at tænke over, at det i virkeligheden var det, jeg gjorde, sagde hun.
Den friske 70-årige kan danskerne i øvrigt snart nyde i bedste sendetid, når ”Toppen af poppen” igen har Linnet på plakaten til efterårets sæson af musikprogrammet.
