Kendte3. februar 2023

"Euphoria"-stjernen Chloe Cherry sigtet for butikstyveri

Skuespillerinden blev angiveligt taget på fersk gerning, da hun for nylig forsøgte at stjæle en bluse
Chloe Cherry er blevet sigtet for butikstyveri.
Chloe Cherry er blevet sigtet for butikstyveri.
 Foto: Willy Sanjuan/Invision/AP

"Euphoria"-stjernen Chloe Cherry er landet i problemer.

Hun er nemlig blevet fanget på fersk gerning, da hun angiveligt forsøgte at stjæle en bluse fra en butik i sin hjemby, Lancaster i Pennsylvania.

Det skriver TMZ.

Ifølge det amerikanske medie fandt episoden sted tilbage i slutningen af december, men skuespillerinden er først blevet sigtet i sagen for nylig.

Blusen, som Chloe Cherry forsøgte at stjæle, kostede efter sigende 28 dollars, hvilket svarer til knap 200 danske kroner.

Hun skal angiveligt først have taget blusen med ind i prøverummet, hvorefter hun forlod butikken med trøjen i hånden uden at betale først.

Hun købte og betalte dog for en række andre varer i butikken.

Kilder fortæller til TMZ, butiksekspedienterne kontaktede politiet, da de opdagede, hun havde forsøgt at stjæle blusen, hvorefter Chloe Cherry indrømmede over for betjentene, at hun havde forsøgt at stjæle den.

Det er dog ikke sådan, skuespillerinden selv beskriver episoden.

Gennem en talsperson påstår hun, at der er tale om en misforståelse. Ifølge hende forsøgte hun at betale for blusen, men en fejl i kreditkortsystemet gjorde, at betalingen ikke gik i gennem.

- Hun har på ingen måde indrømmet at have stjålet blusen, da dette ikke er, hvad der skete, siger talspersonen og fortsætter:

- I mine øjne handler det her mere om en lokal butik, der gerne vil have opmærksomhed ved at udnytte en kendt persons navn end noget andet.

Sponsoreret indhold