"Euphoria"-stjernen Angus Cloud blev kun 25 år: Nu er dødsårsagen afsløret
LÆS OGSÅ: Euphoria-skuespiller Angus Cloud er død
Angus Cloud, der er kendt fra tv-serien "Euphoria", blev i juli fundet livløs af sin mor.
I alarmopkaldet, som moren foretog, efter hun havde fundet sin 25-årige søn uden puls, fortæller hun, at hun mistænker, at hendes søn har overdoset.
Nu har TMZ så erfaret, hvad der tog livet af det unge skuespillerfrø.
Ifølge det amerikanske medie var det en dødelig cocktail af fentanyl, kokain, metamfetamin, benzodiazepin og mere, som tog livet af ham i hvad, der betegnes som en utilsigtet overdosis.
Begravede sin far
Den 25-årige skuespiller døde i sin families hjem i Oakland, Californien, blot en uge efter, at skuespilleren måtte begrave sin far.
Ifølge anonyme kilder skal tabet af faderen have påvirket Angus Cloud så meget, at han op til sin død kæmpede mod depression og selvmordstanker.
"Euphoria"-stjernen var flyttet hjem til sin familie for at få hjælp til sit mentale helbred.
– I sidste uge begravede han sin far, og han kæmpede enormt med tabet, lød det dengang i familiens udtalelse omkring dødsfaldet.