Esben Bjerre færdig som gardin-direktør: Mystik efter nyt millionunderskud

LÆS OGSÅ: Rod i regnskaberne og milliongæld til staten
Gardinbranchen har indtil videre ikke været en god forretning for Esben Bjerre.
Den kendte journalist, tv- og podcastvært er tidligere gået konkurs med gardinfirmaet Arne Aksel, som dog ikke fik ham til at give op.
I stedet købte han aktiverne ud af konkursboet og gav det et nyt skud i virksomheden Arne Aksel Danmark ApS.
Til at hjælpe fik han mangemillionæren Ian Winther-Høiland, der især tjent sin formue på ejendomsbranchen, ind som medejer og direktør i det nye selskab.
Men nu står rigmanden alene tilbage i ledelsen af firmaet, der har gennemgået store ændringer.
23. juni fratådte Esben Bjerre således som direktør i selskabet, som få dage senere afleverede regnskab med et underskud på godt én million kroner før skat og en negativ egenkapital på 4,1 millioner kroner.
Ian Winther-Høiland og Esben Bjerre ejer stadig 45 procent hver, mens Emil Thorup sidder på de sidste ti procent.
7. juli skiftede selskabet så navn fra Arne Aksel Danmark til EV Produktion, og firmaet har tilsyneladende slet ikke noget med gardinfirmaet at gøre længere.
For kigger man på Arne Aksels hjemmeside, er det nu en ny virksomhed, der henvises til.
I stedet fremgår der nu cvr-nummeret til et firma, der er stiftet 20. juni 2025, og som hverken har Esben Bjerre eller Ian Winther-Høiland med ombord.
Bløder millioner
Kort inden navneskiftet afleverede det daværende Arne Aksel Danmark regnskab for 2024. Og det var igen med underskud.
Underskuddet før skat lød på 1.086.894 kroner, og egenkapitalen var negativ med 4.164.276 kroner.
Af likvide midler på kontoen var der blot 1182 kroner tilbage. Samlet set var der aktiver for 393.208 kroner.
Gælden lød på 4.557.484, hvor størstedelen - omkring 3,5 millioner kroner - dog var penge, som selskabet skylder ledelsen.
Det fremgår, at Ian Winther-Høilands holdingselskab IWH Holding ApS har lovet at holde hånden under virksomheden.
"Selskabets økonomiske situation indikerer usikkerhed om selskabets fortsatte drift."
"Selskabet har imidlertid modtaget finansieringstilsagn fra IWH Holding ApS om støtte til gennemførelse af de planlagte aktiviteter for det kommende år," lyder det i regnskabet, hvor ledelsen samtidig lover ikke at kræve deres penge tilbage før tidligst 2026.
Ramt af konkurs
Det er ikke første gang, at Arne Aksel har kæmpet med økonomien.
I starten af 2023 gik selskabet Arne Aksel 2.0 konkurs med Esben Bjerre i ejerkredsen. Men det fik ikke journalisten til at give op.
I stedet købte han aktiverne ud af konkursboet og fik altså rigmanden med ombord.
- Det har været en historisk dårlig investering indtil videre, og jeg havde et relativt stort tab på konkursen.
- Men jeg synes, at det er sjovt at arbejde med kreative mennesker, og derfor var jeg klar på at give det et skud mere, sagde Esben Bjerre dengang til Finans.
Konkursboet har siden været behandlet af en række advokater - såkaldte kuratorer. Af Statstidende fremgår det, at behandlingen af konkursen var så fremskredet, at boet skulle være lukket allerede sidste sommer.
- I konkursboet (...) er der ikke midler ud over, hvad der medgår til dækning af omkostningerne, fremgår det således.
Men det er endnu ikke afsluttet.
"Den sorte svane"-advokat afsat
Kurator var advokat Nicolai Dyhr, der umiddelbart efter blev et ganske velkendt navn, da TV 2 bragte "Den sorte svane", hvor han var blandt dem, der blev beskyldt for at have forbrudt sig mod en række regler.
Blandt andet viste skjulte optagelser tilsyneladende, at han erklærede sig villig til at se gennem fingre med ulovligheder i et konkursbo.
Dyhr har hele tiden afvist at have gjort noget galt, men kort efter dokumentaren blev han afsat som kurator i de konkursboer, han på daværende tidspunkt behandlede - heriblandt var altså Arne Aksel 2.0. Desuden blev en række lukkede konkursboet genåbnet.
I stedet blev Andreas Kærsgaard Mylin og Henrik Selchau Poulsen udpeget i de mange konkursboer, og de har altså fortsat behandlingen af konkursboet, som mere end et år efter meddelelsen i Statstidende endnu ikke er afsluttet.
SE og HØR har rakt ud til Esben Bjerre, Ian Winther-Høilands virksomhed samt det nye Arne Aksel-selskab for at høre, hvad der er op og ned, og hvad der nu skal ske.
Ingen er endnu vendt tilbage.