Kendte25. september 2023

Endelig fandt Harridslevgaard-arvinger ”en seriøs køber”: - Vores mavefornemmelse er så god

Hummel-rigmanden Christian Stadil står nu som officiel køber af Harridslevgaard Slot og  Herregaarden Jerstrup, efter Francesca von Schimko og hendes søster har haft en mildest talt turbulent salgsproces
Endelig har Harridslevgaard Slot fundet en ny ejer, og det glæder arving Francesca von Schimko 
Endelig har Harridslevgaard Slot fundet en ny ejer, og det glæder arving Francesca von Schimko
 Foto: Privat, Asger Ladefoged, Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Læs også: Nu er det bekræftet: Christian Stadil har købt Harridslevgaard slot

Mavefornemmelsen er god på Nordfyn mandag aften.

Her kan slotsarving Francesca von Schimko stolt fortælle SE og HØR, at der er fundet en køber af hendes forældres livsværk – slottet Harridslevgaard og Herregaarden Jerstrup ved Bogense.

Den kommende indehaver af de historiske steder er ingen ringere end rigmanden Christian Stadil, 51, som allerede for halvanden uge siden havde oprettet aktieselskabet under navnet Ejendomsselskabet Harridslev A/S.

Da SE og HØR fanger Francesca Schimko mandag aften, er hun lige dele glad og lettet.

– Det føles så godt! Der er nu noget seriøsitet bagved, og de fleste ved jo, at det ikke har været helt nemt for os det seneste stykke tid, siger hun.

Kræver respekt

Slotsarvingen fortæller videre, at hun og søsteren Gabrielle von Schimko har vidst, at Hummel-rigmanden var klar til at erhverve sig det fynske renæssanceslot, i et stykke tid.

– Selvom vi gerne ville offentliggøre det, så ville vi også gerne have, at det kom fra Stadil selv. Han har været forbi i dag, og det er min søster, der har holdt et møde med ham. Jeg tænkte, det var et fint tidspunkt at melde det ud på nu her, fordi han har været forbi for at se stedet i dag, lyder det fra Francesca von Schimko.

Hun fortsætter:

– At vi nu har fundet en seriøs køber, der også kender til netop fredede ejendomme, og som behandler stedet med den respekt, som det kræver, det er vi virkelig, virkelig glade for.

Jim Lyngvild og Trine Jepsen ved Harridslevgaard Slot foto Jim Lyngvild Instagram
Jim Lyngvild og Trine Jepsen ved Harridslevgaard Slot
 Foto: Privat

Når slotsarvingen Francesca von Schimko fortæller om en nyfunden ro i maven over salget, skyldes det ikke mindst, at det mildt sagt har været kaotisk omkring de eventyrlige ejendomme det seneste stykke tid.

Under stor opmærksomhed stod iværksætter Jim Lyngvild og tidligere EyeQ-sangerinde Trine Jepsen nemlig frem for at fremlægge omfattende planer for det, de mente skulle blive til ”Nordfyns største turistattraktion”.

Men glæden var ganske kort, for mens den 44-årige designer og forfatter havde travlt med at opbygge hjemmesider for Harridslevgaard, havde Francesca von Schimko ifølge hende selv endnu til gode at se en bankgaranti.

Alt dette var hun ikke sen til at kalde for ”kaotisk”, mens hun gik direkte efter Lyngvilds etik og moral efter deres noget haltende slotshandel.

Lyngvild og Jepsen sprang fra, og Francesca Schimko fortalte, at hun måtte begynde mere eller mindre forfra med salget af det slot, som hun og søsteren arvede fra moren Ingelise, der døde sidste år.

– Nu kan vi overlade vores forældres livsdrøm til nogen, der har en lignende livsdrøm.

Efter at have fået hele udvekslingen med næsten-køberne, som kom lige før Christian Stadil, lidt mere på afstand, kan Francesca von Schimko nu se tilbage på en tid, der dog om ikke andet har gjort hende klogere, som hun siger.

– Jamen man lærer jo noget nyt hver dag, og det her tager vi også med videre i livets kapitler. Nu ved vi, hvad vi skal være opmærksomme på en anden gang. Ikke at jeg tror, vi nogensinde kommer ud for at skulle sælge et arvet slot igen, eller det håber jeg da i hvert fald ikke, griner hun.

Sponsoreret indhold