Emil Midé Erichsen efter arktisk eventyr: Min hud var død
LÆS OGSÅ: Kæmpe ændring i ”Den sidste breddegrad": Mikkel Beha tager med i stedet for sønnen
Udgangspunktet på Svalbard er i virkeligheden, at man er lidt i livsfare hele tiden.
Sådan siger Emil Midé Erichsen, 33, til SE og HØR om den tur, han sidste år var på til den norske øgruppe, og som seerne nu kan følge i TV 2’s “Den sidste breddegrad”.
10 måneder før afgang i april begyndte Emil, hans brødre Theis, 30, og Alfred, 23, og Emils gode ven, Christian Liebergreen, som tidligere har været med i Siriuspatruljen, at træne op til den krævende rejse – og med god grund.
– Det er et barskt sted. De første dage havde vi mellem minus 25 og minus 30 grader og en hel del vind. Vi fik forfrysninger i ansigtet den første dag og forfrysninger i tæerne.
Jeg fik først følelsen tilbage i tæerne på min højre fod halvanden måned efter, vi var kommet hjem, fordi de blev så dybfrosne allerede den første dag, at jeg ikke kunne få gang i dem igen. Jeg kunne mærke knoglen, men huden var død i mine tæer, fortæller Emil Midé Erichsen.
Utilgivelig kulde
Det samme gjaldt huden på fingerspidserne.
– Da vi kom hjem, og jeg tog min telefon op af lommen igen, kunne jeg ikke betjene den, fordi min hud var død. Så jeg havde svært ved at skrive sms’er, indtil jeg fik følelsen igen, forklarer eventyreren, som kæmpede med at betjene mobilens touchskærm i en uge.
– Jeg har aldrig prøvet at have en forfrysning før. Det er bare en utilgivelig kulde, siger Emil.
Ifølge ham skal man bare gå 10-15 sekunder uden handsker på oppe på Svalbard – så kan man ikke længere mærke sine fingre.
– Hvis du står og holder på en metalteltstang deroppe i et minut eller to, vil du formentlig få så voldsomme forfrysninger, at du risikerer, at du bliver nødt til at amputere fingre – bare på ét minuts uopmærksomhed.
Og det var derfor, at træningen var så vigtig. Vi skulle jo selvfølgelig lære at gebærde os i det her, men vi skulle først og fremmest kunne blive i god nok form til, at vi kunne bibeholde et fysisk overskud, der gjorde, at vi ikke lavede fejl. For der var ikke plads til fejl, fastslår Erichsen.
Måtte ændre planer
Rejsen skulle oprindeligt have gået til Nordpolen – men dén plan måtte Emil Midé Erichsen og co. ændre undervejs.
– For at komme til Nordpolen, skal man via en russisk base, som bliver lagt ud oppe på isen hvert år, der hedder Barneobasen. Så da Rusland invaderede Ukraine 24. februar, og vi skulle af sted 1. april, vidste jeg godt, at vores tur gik i vasken
Det betød, at vi selvfølgelig ikke kunne samarbejde med russere. Vi kunne ikke overføre et anseeligt pengebeløb til et russisk firma, der skulle flyve os med helikopter op på isen. Heldigvis havde vi ikke nået at overføre pengene, siger Emil, som undersøgte, om der var andre muligheder for at komme til Nordpolen, men uden held.
I stedet gik turen til Svalbard mellem Nordkap og Nordpolen.
– Og heldet viste sig at være, at Svalbard er en meget vildere og mere udfordrende destination end Nordpolen, jubler Havana-stjernen.
Helskindet hjem
Den største udfordring, som gruppen var ude for på rejsen, var, da Alfred på et tidspunkt satte foden i en gletsjersprække.
– Han gik igennem med ét ben og heldigvis kun ét ben, siger Emil og fortæller, at de var bundet sammen, så de kunne gribe hinanden, hvis de gik i.
– Derfor er det selvfølgelig ikke et mindre chok af den grund, når man lige pludselig træder foden ned i en gletsjersprække, hvor man kigger ned. Potentielt er den 100 meter dyb. Det her var en smal en, så derfor kunne han nøjes med at træde igennem med ét ben, fortæller storebroderen og sætter ord på, hvad der på det tidspunkt gik gennem hovedet på ham:
– At jeg havde lovet min søde kone, at jeg nok skulle komme sikkert hjem til hende og vores to unger, og at vi skulle huske at passe på hinanden og ikke blive overmodige. Man kan godt komme til at opildne hinanden og sidde seks gutter oppe på isen og komme på alle mulige gode idéer, lyder det fra Emil Midé Erichsen.