Kendte19. juni 2021

Emil Erichsen forsvarer sig efter foto med Mette Frederiksen

"Kurs mod fjerne kyster"-stjernen har modtaget en del ubehagelige beskeder, siden han postede et billede med statministeren
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

På statsminister Mette Frederiksens (S) Instagram-profil kunne man fredag se, at hun havde tilbragt dagen med hele "Kurs mod fjerne kyster"-holdet ude på Østersøen.

- Dejlig dag på Bornholm og Christiansø. I selskab med Mikkel Beha og hans skønne familie. Og vi har svømmet med sæler, skriver Mette Frederiksen til et foto, hvor hun står i våddragt på en båd med Mikkel Beha og hustruen Marian Midé.

Artiklen fortsætter under opslaget...

Statsministeren var ikke den eneste, der dokumenterede turen på de sociale medier.

Også Mikkel Behas ældste søn Emil Erichsen postede fredag et billede, hvor han står og taler med Mette Frederiksen på det åbne hav.

"I dag har vi haft hyggeligt besøg af Mette Frederiksen, der har været med os en tur på Christiansø. En perfekt dag med sol, vindstille, søde mennesker og sæler. Ikke den værste afslutning på denne sæson af "Kurs mod danske kyster", lyder det i et Facebook-opslag på programmets Facebook-profil "Havana".

Men noget tyder på, at ikke alle fans af programmet har været lige imponerede over Mette Frederiksens gæsteoptræden i programmet.

I hvert fald har Emil Erichsens indbakke siden Facebook-opslaget ikke flydt over med positive tilkendegivelser - tværtimod.

"Jeg har, siden i går, modtaget en del trælse beskeder, efter at jeg postede et billede af mig og Mette Frederiksen. Det her er mit forsøg på at svare dem," indleder han opslaget.

Han understreger, at Mette Frederiksen er med i båden, fordi hun er statsminister - og ikke fordi han deler holdning med hende rent politisk.

"Hvis Jakob Ellemann-Jensen, Mai Villadsen eller Pernille Vermund havde været statsminister, havde vi også spurgt hende eller ham."

"Jeg postede billedet i går, fordi jeg var stolt af at have lavet mit første interview med en statsminister. Ikke fordi jeg har en skjult politisk agenda. Jeg er ikke enig med Mette Frederiksen i alle hendes beslutninger, men den dag jeg stopper med at snakke med folk jeg ikke deler holdning med, så bliver jeg et mindre menneske," skriver Emil Erichsen.

Men selvom han har fået mange negative beskeder, får han ros for sit opslag af flere Facebook-brugere.

"Så godt skrevet Emil. Mange kunne lære af dig og din familie. At være åbne og møde mennesker, lige gyldig hvilken politisk holdning i har," skriver en bruger blandt andet.

Sponsoreret indhold