Kendte25. marts 2020

Elton John arrangerer kæmpe corona-koncert på søndag

Alicia Keys, Mariah Carey og Billie Eilish er blot nogle af de kunstnere, der skal optræde til Elton Johns velgørenhedskoncert
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/elton-john.png
 Foto: MEGA

Søndag kan amerikanerne se frem til noget af en koncertbegivenhed i deres fjernsyn. Elton John skal nemlig være vært for en velgørenhedskoncert, der skal støtte de amerikanere, der på den ene eller anden måde er ramt af coronakrisen.

Men en helt almindelig koncert bliver det dog ikke, for Elton John sørger naturligvis for at overholde de regler, der gør sig gældende i forbindelse med større forsamlinger af mennesker.

Derfor vil alle de kunstnere, der skal optræde, sende direkte fra deres eget hjem med deres eget video- og lydudstyr.

Indtil videre er Alicia Keys, Backstreet Boys, Billie Eilish, Billie Joe Armstrong, Mariah Carey og Tim McGraw bekræftet til at skulle optræde, og det forventes, at endnu flere navne vil blive offentliggjort inden søndagens begivenhed.

Undervejs vil seerne have mulighed for at donere penge til forskellige velgørenhedsorganisationer.

Koncerten, der har fået titlen "Fox Presents the iHeart Living Concert for America", forventes at vare en time og vil erstatte det årlige iHeartRadio Music Awards.

Elton John annoncerede den 16. marts, at han har besluttet sig for at udskyde en række kommende koncertdatoer til "Elton Farewell Tour" grundet coronavirus.

Sponsoreret indhold