Elsket af kongeparret: Nu gør Emma Sehested Høeg det - men kun én gang

Den danske multikunstner Emma Sehested Høeg giver koncert i Royal Arena i København den 7. november 2026.
Det skriver koncertbureauet Live Nation Denmark i en pressemeddelelse.
I 2025 har Emma Sehested Høeg givet koncerter på flere danske festivaler.
Blandt andet optrådte den 31-årige sanger og multikunstner på Arena-scenen på Roskilde Festival.
I november 2026 bliver det Royal Arena, der med sin kapacitet på op til 17.000 publikummer lægger scene og højttalere til sange som "Svært at være fantastisk" og "Aldrig helt nok".
Hun siger selv om koncerten, at det bliver en unik mulighed - både for hende selv og for publikum.
- Det bliver en aften, hvor drømmen om at blande alt det, jeg kan, kan blive maxet ud. En gigantisk premiere, der kun sker én gang. Jeg håber, at alle kommer, og at vi sammen skal hylde hinanden, kærligheden, kunsten og overraskelserne, siger hun i pressemeddelelsen.
Koncerten vil blive suppleret af nogle af de indslag, som hun tidligere har lavet i sin multikarriere.
Emma Sehested Høeg gør sig også som skuespiller.
Her indledte hun karrieren med rollen som Mies veninde Julie i to "Far til fire"-film i 00'erne.
Siden har hun haft roller i blandt andet DR-serien "Orkestret" og lagt stemme til karakteren Jessica i alle tre film om Anders Matthesens ternede ninja.
I 2023 modtog hun Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris som en del af det tværkunstneriske studio How to Kill a Dog sammen med scene- og filminstruktør Jennifer Vedsted Christensen.
Koncerten i Royal Arena bliver foran 31-årige Emma Sehested Høegs hidtil største indendørs publikum.
Det bliver hendes eneste optræden i 2026, fremgår det af pressemeddelelsen.