Kendte6. marts 2023

Ellen Hillingsø scorer stor værtstjans

Den kendte skuespillerinde springer ud som vært ved prisuddeling
Ellen Hillingsø skal være vært til Mofibo Awards.
Ellen Hillingsø skal være vært til Mofibo Awards.
 Foto: Ritzau Scanpix

Ellen Hillingsø har prøvet lidt af hvert, når det kommer til sin karriere som skuespiller, men den 16. marts får hun lov til at prøve noget nyt.

Her skal hun nemlig være vært til Mofibo Awards, når der skal uddeles lydbogspriser.

Det skriver Ritzau Fokus.

Ellen Hillingsø, der blandt andet er kendt som skurken Ingi i Tinka-julekalenderne, er også selv forfatter og har indtalt flere lydbøger.

Den 55-årige skuespiller har endda ikke kun indtalt sine egne bøger, men også andre forfatteres.

Hun har for eksempel indtalt Michelle Obamas selvbiografi, "Min historie", Maren Uthaugs roman "11 %", der vandt De Gyldne Laurbær i 2022, og Astrid Lindgrens børnebøger "Ronja Røverdatter" og "Pippi Langstrømpe".

Og nu kan hun altså se frem til at give den et skud som vært, når der kal uddeles lydbogspriser til Mofibo Awards.

- Jeg glæder mig til at fejre lydbogen både med dem, der indlæser, og dem, der lytter til lydbøger. For lydbøger er stort set blevet en del af alles liv, siger skuespillerinden i en pressemeddelelse.

- Vi har alle yndlingsstemmer og yndlingsbøger, og der kommer hele tiden nye til. Det skal fejres med en fest, som jeg glæder mig til at sætte i gang, fortsætter hun.

Mofibo Awards løber af stablen den 16. marts 2023 på spillestedet Vega i København.

Sponsoreret indhold