
Elizabeth Hurley fejrer 60-års fødselsdag med nøgenbillede

Der er ikke noget som et nøgenbillede, når man skal fejre at have levet i seks årtier.
I hvert fald ikke for Elizabeth Hurley, der tirsdag netop har delt sig selv splitterravende på sociale medier, fordi hun fylder 60 år.
Det har hun gjort på Instagram.
Tillykke til mig. Dette år har allerede været en vild tur, indleder den engelske model og skuespiller, før hun oplister en række samarbejder og jobs, hun har haft i år.
- Jeg føler mig velsignet og taknemmelig over at have de bedste venner og den bedste familie, skriver hun videre og sætter til slut lidt ord på nøgenbilledet.
- Billedet er taget i dag i mit "birthday suit".

Det er strømmet ind med kommentarer i Elizabeth Hurleys kommentarfelt.
Her er mange i chok over, hvordan hun holder sig så godt.
- Det der er jo bare en hån mod os dødelige, skriver en for eksempel.
Også Elizabeth Hurleys søn, Damian Hurley, er at finde i kommentarfeltet.
- Haha, jeg elsker dig. Tillykke, mor, skriver han.
