Kendte12. september 2022

Ekskæresten sælger ungdomsbilleder: Kan du genkende Elon Musk?

Elon Musks ungdomskæreste udnytter nu Musks kendisstatus og deler nogle hidtil usete billeder af milliardæren
Elon Musk auktion
Den unge mand her var godt nok ambitiøs i 1994, men han kunne vist ikke forudse, at han ville blive verdens rigeste en dag.
 Foto: RR Auctions

I 1994 var milliardæren Elon Musk ikke meget andet end en skoledreng på University of Pennsylvania, der var forelsket i sin første kæreste Jennifer Gwynne.

Nu har Jennifer Gwynne så valgt at auktionere hendes minder fra det et år lange forhold væk til fordel for en stor sum penge. Det siger hun til Daily Mail, mens hun også afslører, hvordan det var at være i et forhold med manden, der efterfølgende har fået kæmpe succes med Tesla.

– Vi var fysiske, når vi havde brug for det … men der var ingen holden i hånden eller noget i den stil. Han kunne lide at være sammen. Han kunne bare godt lide at have nogen, der var sammen med ham, nogen til at støtte ham, siger hun.

I dag er Jennifer Gwynne gift og har en stedsøn, og det er stedsønnens uddannelse, hun håber på at kunne samle penge ind til at betale – en lidt anden situation, end den Elon Musk, som milliardær og far til angiveligt ni børn med flere forskellige kvinder, står i.

Blandt minderne fra forholdet, der er sat til auktion hos RR Auctions, er billeder af parret alene og sammen med venner, billeder af Elon Musk iført sit stiveste puds og billeder af ham foran computeren.

Elon Musk på auktion

Men genstanden, som indtil videre har fået det højeste bud, er et fødselsdagskort med teksten "til lykke med fødselsdagen Jennifer (aka. Boo-Boo), kærligst Elon". Her er der kommet 23 bud, som har fået prisen op på, det der svarer til 73.400 danske kroner.

Herefter kommer en halskæde med en grøn sten, som Jennifer fik i fødselsdagsgave, da de sammen besøgte Elon Musks mor i Toronto. Den står til 44.000 kroner fordelt over 33 bud.

Elon Musk på auktion
Elon Musk forsøgte at vise sin mere romantiske side ved at give Jennifer Gwynne et fødselsdagskort og en halskæde.
 Foto: RR Auctions

Jennifer Gwynne afslører, at hun ikke mener, at Elon Musk virker særlig lykkelig.

– Jeg er ikke enig i meget af det, han siger nu. Misforstå mig ikke, han er genial – en ener i et multigenerationelt sind … Jeg tror bare ærligt talt, at han leder efter kærlighed eller en form for validering, forklarer hun.

– Jeg er sikker på, at han er ligeglad med, hvad jeg har at sige, jeg ville bare ønske, han var en smule gladere. Han ser ud til at forsøge at finde et eller andet. Jeg er meget glad for mit liv, og jeg ved ikke, om han kan sige det samme.

De to gik fra hinanden, da Elon Musk forfulgte sine tech-drømme i Californien. Hun besøgte ham en enkelt gang, og der gjorde han det forbi. Siden har de ikke haft kontakt.

Hvor mange penge Jennifer Gwynne får til sin stedsøns uddannelse bliver afgjort 14. september, hvor auktionen slutter.

Sponsoreret indhold