
Eks-manager går til angreb: Beskylder Aviciis familie for at sprede løgne

LÆS OGSÅ: Inden sin død - han var som en zombie
Afsløringerne om den svenske DJ-legende Aviciis sidste tid har nu sat gang i et juridisk efterspil, der nu rammer familien bag musikstjernens arv hårdt.
Arash "Ash" Pournouri, 44, der i flere år var manager for Tim "Avicii" Bergling, har nemlig sagsøgt selskaberne bag DJ-stjernens navn og musik, skriver det norske medie Dagens Næringsliv.
De styres i dag af Aviciis nærmeste familie, efter at stjernen tog sit eget liv i 2018 blot 28 år gammel. Og sagerne er rejst, fordit Pournouri føler sig fejlagtigt fremstillet i både bøger og dokumentarfilmen "Avicii – I’m Tim".
- Det handler om at korrigere en urigtig og ufuldstændig offentlig fortælling om hændelser i mit professionelle miljø omkring Avicii.
- En fortælling, som i lang tid har fået lov at stå uimodsagt, og som nu igen har spredt sig globalt, skriver Pournouri på Instagram.

Han understreger, at han ikke er ude efter penge:
- Formålet er ikke økonomisk vinding eller anden form for erstatning.
Ifølge sagsanlægget mener han, at han i filmen fremstilles, som om han tvang Bergling til at turnere mod sin vilje, og at det medvirkede til selvmordet.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
I dokumentaren fortæller nære venner og tidligere kollegaer om, hvordan Avicii kæmpede med voldsomme mentale udfordringer og misbrug af smertestillende medicin.
Og ifølge Jesse Waits, der var en nær ven og en slags storebror for DJ’en, var det tydeligt, at noget var helt galt:
- Hans øjne var vidt åbne som en zombie, han var ikke til stede.
- Ved middagen ændrede hans adfærd sig, og hans pupiller blev udvidede. Det ændrede alt, de piller ændrer, hvordan du handler og hvordan du føler. Du vågner op og har det ad helvede til og skal have en til for at have det godt.
Avicii selv fortæller i dokumentaren, via et tidligere interview, at han følte sig presset af livet som turnerende stjerne:
- Jeg slog mig selv ihjel, siger han i filmen og henviser til det psykiske pres.
DJ-stjernen spillede over 800 koncerter på blot seks år, før han i 2016 trak stikket og sagde stop.
Efter hans død i 2018 overtog familien hele imperiet. Faren, Klas Bergling, sidder i dag med kontrollen af selskaberne bag musikken og brandet Avicii.
Indtil videre har familien ikke kommenteret det nye søgsmål.
