Efter voldsom kritik: H&M fjerner Justin Bieber-kollektion
Sweatshirts med sort/hvide billeder af popidolet Justin Bieber. T-shirts i technicolor med påskriften “World Tour”, samt Bieber-teksten “I miss you more than life” – og så endda til high street priser.
Det kan jo lyde som enhver Justin Bieber-fans hedeste drøm. Men tilladelsen til at sælge tøjet havde det svenske tøjhus altså ikke indhentet fra popstjernen selv.
Det skrev 28-årige Justin Bieber selv i en story på instagram tirsdag.
– H&Ms merchandise med mig på er skrald, og jeg har ikke givet tilladelse til den, skrev han, før han opfordrede fans:
– Køb det ikke.
I en offentlig udtalelse forsvarede H&M i første omgang deres Bieber-kollektion, men ud af respekt for samarbejdet med ”Sorry”-sangeren har de nu alligevel besluttet sig for at trække kollektionen tilbage.
– Som med alle andre partnerskaber og licenserede produkter har H&M fulgt de korrekte godkendelsesprocedurer. Men af respekt for samarbejdet og Justin Bieber har vi fjernet tøjet fra vores butikker og online, lyder det fra tøjgiganten.

Det skriver flere medier - herunder BBC.
Den canadiske megastjerne har over flere år haft et samarbejde med H&M. Allerede i 2016 solgte tøjkæden Biebers turnémerchandise i forbindelse med hans ”Purpose”-tour.
Men dette årelange samarbejde ser altså nu ud til at have fået nogle knubs.
I årenes løb har Justin Bieber selv stået for salg af merchandise på sin webshop, ligesom han står bag tøjmærket Drew, som han startede sammen med Ryan Good i 2018.