Kendte10. september 2023

Efter støttebrev til voldtægtsdømt kollega: Nu undskylder Ashton Kutcher og Mila Kunis

Stjerneparret trækker i land og siger undskyld, efter deres støtteerklæring til den voldtægtsdømte skuespiller Danny Masterson er blevet offentliggjort
Ægteparret beklager det støttebrev, som de skrev til ære for deres gamle kollega Danny Masterson, der er blevet idømt mindst 30 års fængsel for to voldtægter. 
Ægteparret beklager det støttebrev, som de skrev til ære for deres gamle kollega Danny Masterson, der er blevet idømt mindst 30 års fængsel for to voldtægter.
 Foto: Jae C. Hong/AP/Ritzau Scanpix

Mila Kunis og Ashton Kutcher står nu frem og undskylder.

Det sker efter, parret skrev et brev til retten i Los Angeles, hvori de støttede deres tidligere kollega Danny Masterson, som netop er blevet idømt mindst 30 års fængsel for to voldtægter.

Men det lader til, at brevet ikke er faldet i god jord blandt alle, for nu beklager parret i en video på Instagram.

- Vi er blevet gjort opmærksomme på den smerte, som karakterbrevet, vi skrev på vegne af Danny Masterson, har forårsaget, indleder 45-årige Ashton Kutcher, hvorefter Mila Kunis fastslår:

- Vi støtter ofre. Det har vi gjort konsekvent gennem vores arbejde, og det vil vi fortsætte med at gøre i fremtiden.

I starten af 00'erne spillede skuespillerparret overfor Danny Masterson i den populære tv-serie "That '70's Show".

Og Ashton Kutcher forklarer, at Danny Mastersons familie i sin tid rakte ud og bad dem skrive et såkaldt karakterbrev - der ifølge skuespilleren havde til hensigt at beskrive den person, som parret har kendt gennem 25 år.

- Brevene blev ikke skrevet for at stille spørgsmålstegn ved retssystemet eller dommens gyldighed, understreger Mila Kunis.

"Vi er kede af det"

Herefter undskylder parret for den vrede og smerte, som deres støttebrev har medført.

- Det (brevet red.) var tiltænkt dommeren og ikke at underminere ofrenes vidneudsagn eller traumatisere dem på nogen måde. Det ville vi aldrig gøre. Og vi er kede af, hvis det er sket.

- Vores hjerter går ud til hver eneste person, som har været ofre for seksuelle overgreb, misbrug eller voldtægt, lyder det slutteligt fra Mila Kunis.

47-årige Danny Masterson blev i juni kendt skyldig i to ud af tre anklager om voldtægt. Tidligere på ugen blev han idømt fængsel på livstid med mulighed for prøveløsladelse efter 30 år.

Se videoen herunder:

Sponsoreret indhold