Efter Silas Holsts debut: Har fået flere tilbud

LÆS OGSÅ: Er klar på flere film
"Jeg tror, jeg elsker dig" er navnet på Silas Holst debutfilm, som havde premiere den 30. oktober i år.
Den har levet på det danske lærred i under en uge, men alligevel har danseren, sangeren og skuespilleren fået tilbud, der kan ende i flere film med hans navn på.
Det fortæller han til SE og HØR.
- Jeg har fået tilbud om at instruere andres film, siger han.
Hvad det er for film, kan vi af åbenlyse årsager ikke komme ind på, men han er ikke fremmed over for idéen.
- Det var fedt at lave film, og jeg har mod på mere.
- Den her film tog to år at lave, og jeg lærte jo en masse undervejs. Det er ikke bare lige sådan at skrive en film, men jeg er da begyndt at skrive lidt, fortæller han.
Debutfilmen har fået et hav af gode anmeldelser med på vejen.
Flere medier giver den 4 og 5 stjerner, og enkelte giver den også 1 og 2 stjerner. Men det er ikke noget, der rammer Silas.
- Det er klart, at det ikke er rart at få dårlige anmeldelser, men det er jo et vilkår. Folk må mene det, de vil, og jeg fokuserer på alle dem, der har været glade for min film, fortæller han.
Silas Holsts "Jeg tror, jeg elsker dig" kan stadig ses i danske biografer rundt i hele landet.