Efter to sæsoner: Lars Høgh-festival lukker og slukker

Til trods for stor succes og to udsolgte festivaler, er det nu slut med NU Festival, som Michael Falch i 2021 stiftede sammen med dengang kræftsyge Lars Høgh.
Målet var at samle ind til forskning i lige netop den kræftform, der tog målmandslegenden fra os – bugspytkirtelkræft.
Allerede efter dette års festival, skrev holdet bag på festivalens hjemmeside, at musikfestens fremtid var usikker.
- Af hjertet tak for en helt fantastisk nu festival (...) Vi har brugt megen energi på årets festival, så hvad fremtiden skal bringe, bliver først besluttet i løbet af efteråret, lød beskeden.
Nu er det slået fast, at Falch'en og familien Høgh efter to forrygende sæsoner har valgt at dreje nøglen om. Der kommer altså ikke en NU Festival i 2023.
Det slår Michael Falch fast på Facebook, hvor Malurt-frontmanden takker af for denne gang.
- Efter den første festival, som var Lars Høghs store drøm at være med til at realisere, lovede Hans Thomas og jeg ham, at vu nok skulle stå i spidsen for at gennemføre festivalen endnu en gang, også selv om Lars måske ikke selv ville kunne medvirke. Det har vi nu gjort, og vi ønsker at lade disse to smukke begivenheder stå for eftertiden som en hyldest til Lars Høgh, skriver han i opslaget, som du kan læse i sin fulde længde herunder:
Festivalen slutter på toppen.
Sidste år kunne Falch og familien Høgh sende imponerende 768.000 kroner videre, og når regnskabet for årets festival er gjort op, regner folkene bag festivalen med at kunne sende omtrent to millioner kroner til forskning i bugspytkirtelkræft.
Festivalen har siden september sidste år skabt liv og glade dage i en af Lars Høghs favoritbyer, Kerteminde.
Artiklen fortsætter under billedet ...

Lundsgaard Gods dannede de magiske rammer om festivalen, hvor store stjerner som Andreas Odbjerg, Tim Christensen og Carl Emil Petersen har spillet, mens Josefine Høgh og hendes mand Lasse Sjørslev som værter førte gæsterne sikkert gennem festlighederne.
Et af de helt store øjeblikke, der står tilbage var, da Lars Høgh sidste år gik på scenen og spillede sammen med Malurt.