Efter pludseligt dødsfald: Gobs aflyser endnu en koncert

LÆS OGSÅ: Gobs deler ubærlig besked: Har mistet sin mor grundet pludseligt hjertestop
Når Nibe Festival løber af stablen, bliver det uden den populære sanger Gobs.
Musikeren, der var planlagt til at spille på fredag, har nemlig set sig nødsaget til at aflyse sin koncert.
Det skriver TV 2 Nord.
Forklaringen skal findes i, at Gobs, hvis borgerlige navn er Victor Gaardboe, for nyligt har mistet sin mor og ikke er i stand til at gennemføre koncerten.
- Det er med stor sorg, at jeg må meddele, at min elskede mor for nylig gik bort meget pludseligt. Min mentale tilstand lige nu gør, at jeg desværre ikke er i stand til at gennemføre koncerten til Nibe Festival, skriver han og 'beklager dybt'.
Nibe Festival har allerede hentet en erstatning ind for den populære sanger, og det bliver derfor DJ'en Hedegaard, der får æren af at spille op til dans fredag på Nibe Festival.
Her lyder det desuden, at han får ekstraordninær hjælp af intet mindre end Jimilian, Jaxstyle og Brandon Beal.
Det var i weekenden, at Gobs delte den hjerteskærende nyhed, at han havde mistet sin mor ganske pludseligt efter et hjertestop.
Den triste nyhed fik derfor sangeren til at aflyse sin koncert til Rock i Ringkøbing, og i går, tirsdag, aflyste han ligeledes til Vilde Vulkaner Festivalen.