Kendte11. oktober 2022

Efter nazi-borgen: Casper Christensen er flyttet ind i swingerklub

Komiker Casper Christensen har skiftet nazi-reden ud med en anden ejendom med en yderst kulørt forhistorie
Casper Christensen og Isabel Friis-Mikkelsen.
Casper Christensen og Isabel er flyttet ind i en gammel swingerklub.
 (Foto: All Over)

Komikeren havde fået fingrene i et hus, der under anden verdenskrig fungerede som hjem for en af de øverstbefalende nazister.

Sidste år solgte han imidlertid nazi-reden og købte i januar i stedet et landsted i Tikøb.

Ligesom huset i Hornbæk, har hans idylliske bondegård i Tikøb en yderst kulørt historie. Det fortæller han i det seneste afsnit af podcasten ”Casper ringer til Frank” på Podimo.

- Nu har jeg solgt det hus og er nu flyttet ind på den her dejlige bondegård i Tikøb. Så her forleden dag, så kommer der en forsikringsmand forbi. Jeg har stråtag, og han skal lige kigge, og vi skal lige have forsikret lidt. Så siger han, ”jeg har været her før jo”, indleder Casper telefonsamtalen med ”Klovn”-kollegaen.

- ”Jaeh, det er en tyve år siden. Men der, hvor I har garderobe der, siger han, der var for tyve år siden en 12-personers jacuzzi”, genfortæller Casper.

Komikeren, som ellers selv er begejstret for ekstravagante gadgets og indretninger må alligevel medgive, at en 12-personers jacuzzi lyder til den voldsomme side.

- ”Ja, siger han så. Det var jo en swingerklub”, fortæller Casper, mens Frank Hvam slår et latterbrøl af en anden verden op.

- Så viser det sig kraftedme, at den gård, jeg har købt, tidligere har fungeret som swingerklub, griner han.

Casper har boet mange forskellige steder i sit liv – blandt andet i førnævnte nazi-borg. Og selv om han er lidt loren ved at bo i et tidligere orgiemekka, ved han godt, hvilke gemakker han foretrækker at slå sine folder i.

- Jeg vil så sige, jeg vil hellere bo i en nedlagt swingerklub end i en naziborg. Jeg kan sgu egentlig god varme mig lidt ved tanken om, at der er nogle mennesker, som har haft det rigtig sjovt her, siger han og fortsætter:

- Jeg er jo så gammel nu, at jeg godt kan læne mig lidt tilbage og nyde tanken om ”åh, hvis bare væggene kunne tale i det gamle bondehus, så kunne de nok fortælle nogle gode historier”, lyder det fra Casper, som kan mærke, at der er god energi i hans og fru Isabels nye hjem.

- Der er god energi i den her gård, det kan jeg godt fortælle. Big dick energy.

Sponsoreret indhold