Efter konkurs: Nu dropper TV 2 Lauritz.com-programmer

LÆS OGSÅ: Fra feteret forretningspar til fallit: Her er Bengt og Mette Sundstrøms nedtur
Der er godt fjernsyn i at være Nordens største auktionshus.
I flere år har Lauritz.com og dets to stiftere, Mette og Bengt Sundstrøm, været omdrejningspunktet for en række TV 2-programmer som "Fantastiske fund" og "Fantastiske hammerslag".
Men efter firmaet er kommet i økonomisk modvind og har efterladt kunder uden udsigt til betaling for deres varer, så er det slut med skærmtiden.
Fremover har TV 2 ikke tænkt sig at vise programmerne, der ellers flittigt genudsendes, på sine kanaler. Det skriver Ekstra Bladet.
– TV 2 tager løbende stilling til, hvilke programmer der er på fladen. Det er ikke planlagt, at programmer, hvor man følger Lauritz.com, bliver vist på kanalerne. TV 2 dækker i øvrigt Lauritz.com-sagen journalistisk i Nyhederne og på TV2.dk, er kanalens svar til Ekstra Bladet.
Programmerne ligger stadig tilgængelige på streaming hos TV 2 Play, og her oplyses det, at der løbende tages stilling til, hvad der er relevant at have i arkivet.